Fortsæt til indhold

Afslutning øjnes i langstrakt støjsag

Skanderborg Kommune håber at kunne lukke støjsagen mod Skovby Møblers fabrik i Skovby først i det nye år

Samfund
Claus Sonne

I over fem år har Skanderborg Kommune arbejdet med en klage fra naboerne til Skovby Møblers fabrik på Præstbrovej i Skovby, hvor naboerne klager over støjgener fra fabrikken. Nu kan sagen nærme sig en afslutning. Med streg under kan...

Ifølge Skanderborg Kommunes målinger overtræder Skovby Møbler lovgivningen på nogle enkelte punkter rundt om fabrikken. Det fik i september 2019 kommunen til at udstede et såkaldt undersøgelsespåbud til møbelfabrikken, der dermed skal lave en teknisk og økonomisk redegørelse over, hvad der kan gøres ved overtrædelserne. Kommunens beslutning blev imidlertid anket til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en nabo, der ønsker, at kommunen som et led i støjsagen rent støjmæssigt klassificerer et området øst for virksomheden (kaldet kommuneplanområde 31.B.10), hvor klagers ejendom ligger, som boligområde (områdetype 5) og ikke som blandet bolig og erhverv (områdetype 3).

Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at behandle sagen, men da denne har haft opsættende effekt, er det først fra 25. oktober, hvor anken blev behandlet, at undersøgelsespåbud træder i kraft.

Indviklet sag

Og ja, sagen er indviklet. UgeBladet har derfor bedt Jonas Kroustrup, chef for teknik- og miljøområdet i Skanderborg Kommune, om at besvare tre spørgsmål, hvis svar bringes i sin fulde længde.

1. Hvad er status på arbejdet med at få Skovby Møbler til at overholde de krav, der er opsat?

Jonas Kroustrup: Skanderborg Kommune meddelte i november 2019 et påbud til Skovby Møbelfabrik. Der var tale om et undersøgelsespåbud, hvor virksomheden blev pålagt at lave en såkaldt teknisk/økonomisk redegørelse. I forbindelse med redegørelsen skulle Skovby Møbelfabrik undersøge muligheden for at overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser forskellige steder rundt om fabrikken, der hvor den seneste støjkortlægning viser, at der kan være overskridelser af støjgrænserne.

Skovby Møbelfabrik skulle desuden redegøre for de økonomiske konsekvenser, som de forskellige tiltag ville have for virksomheden. På baggrund af redegørelsen skulle Skanderborg Kommune vurdere, om der var baggrund for yderligere påbud om at sænke støjbidraget. Det er nødvendigt – og lovpligtigt – for kommunen at indhente en teknisk/økonomisk redegørelse, før der eventuelt kan meddeles påbud om at dæmpe virksomhedens støjbidrag. Redegørelsen har til formål at belyse, om det er proportionalt at kræve en dæmpning af støjen. Kommunen skal altid lave en sådan proportionalitetsvurdering, før der træffes afgørelse.

Det er Skanderborg Kommunes forventning, at støjklagesagen lukkes med en afgørelse først i det nye år

Skanderborg Kommunes påbud fra november sidste år blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en nabo til Skovby Møbelfabrik. Mens Klagenævnet har behandlet klagen har påbuddet ikke været gældende, og Skanderborg Kommune har derfor ikke kunne foretage sig yderligere. Nævnet traf afgørelse i sagen 25. oktober 2020, hvor man afviste klagen. Kommunens påbud var dermed gældende. Det betyder, at Skovby Møbelfabrik – med den samme tidsfrist som der oprindeligt var fastsat – skal indsende de førnævnte oplysninger til Skanderborg Kommune. Konkret betyder det, at virksomheden skal sende oplysningerne til os senest ved udgangen af 2020.

2. Hvad er status på arbejdet med at klassificere område 31.B.10?

Jonas Kroustrup: Der træffes ikke en selvstændig afgørelse vedrørende klassifikationen af område 31.B.10. I forbindelse med en eventuel afgørelse om støjvilkår vil der - som en del af afgørelsen – bliver foretaget en konkret vurdering af hvilken områdetype der er tale om i støjmæssig sammenhæng.

Klagen over Skanderborg Kommunes påbud til Skovby Møbelfabrik drejede sig om, at en nabo til virksomheden mente, at kommunen havde foretaget en forkert klassificering af kommuneplanområde 31.B.10. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste som nævnt klagen. Det gjorde Nævnet med den begrundelse, at Skanderborg Kommunes påbud ikke omhandler fastsættelse af støjgrænser eller en vurdering af støjimmissionen i det pågældende område, men derimod blot er et undersøgelsespåbud. Når Skanderborg Kommune – på baggrund af den førnævnte teknisk/økonomiske redegørelse – træffer afgørelse om hvorvidt der skal fastsættes støjvilkår for område 31.B.10 vil afgørelsen kunne påklages. Vi forventer, at der foreligger en afgørelse i sagen først i det nye år.

3. Trænger denne sag ikke til at blive lukket en gang for alle?

Jonas Kroustrup: Det er Skanderborg Kommunes forventning, at støjklagesagen lukkes med en afgørelse først i det nye år. Hvis kommunens afgørelse påklages til Klagenævnet, vil en endelig afslutning dog afvente Nævnets afgørelse i sagen.