Kommunen har plantet træer og fjernet dem igen
Otte træer er blevet plantet i Skødstrup, men de er blevet fjernet igen, og hullerne er dækket til
plantning I den lokale Facebook-gruppe i Skødstrup har borgerne debatteret plantningen af otte træer langs Grenåvej, som efterfølgende er blevet fjernet igen.
Sætninger som "nok et bidrag til en Aarhus-historie-bog" og "ih hvor er det kommunalt" er blevet skrevet i den lokale gruppe, men det viser sig, at der er en god grund til, at træerne er blevet fjernet igen, oplyser civilingeniør ved Teknik og Miljø, Hanne Lund Steffensen.
"Lige da vi var færdige med at plante træerne, gjorde en borger os opmærksom på, at de var blevet plantet foran et areal, der er fredet for at sikre udsigten. Vi har ikke været grundige nok med at undersøge placeringen, og den var måske også lidt for god, for der er nok en grund til, at der ikke er sket noget på så stort et grønt område," erkender Hanne Lund Steffensen.
De otte træer blev plantet i slutningen af 2020 ved Rosenhaven langs Grenåvej som et led i visionen om at plante 10.000 bytræer i Aarhus Kommune inden 2025.
Glade for træer
I Skødstrup Fællesråd er man glad for træer til byen, og det var ikke plantningen, men placeringen af de otte træer, der var et problem.
"Det var ikke velplanlagt at placere dem foran et areal, som er fredet, og hvor der er en bevoksningshøjde på maks en meter, men der er ingen tvivl om, at vi gerne vil have nogle træer til byen. Der skal bare tages højde for, hvor de bliver placeret. Vi vil gerne bevare den grønne kile foran det fredede område, da det er godt med grønne områder i byen," siger formand for fællesrådet, Inger Thranholm.
Ønske om træer
Flere borgere i Skødstrup og Løgten har ønsket flere træer, så derfor har Aarhus Kommune været på udkig efter ledige arealer til træplantninger i disse byer, men det kan være lidt svært at finde pladsen til træerne, da de ikke skal plantes som skovtræer, men bytræer.
"Der er mange, der er interesseret i at få plantet træer, men det kan være besværligt at finde pladsen til dem. Vi beklager selvfølgelig, at det kun blev til et meget kort ophold for træerne i Skødstrup, og vi lover, at vi nok skal finde andre ledige placeringer i området, hvor træerne kan få lov at stå mange år frem," siger Hanne Lund Steffensen.
Træerne er dog ikke gået til spilde. De bliver flyttet til rundkørslen ved Christian X’s Vej/Jyllands Allé omkring påske, og her kan de stå i mange år uden problemer, forsikrer hun.