Fortsæt til indhold

Ny bog giver dig opskriften på en god oprydning

To lokale kvinder står bag den nye bog med navnet Oprydningsguiden

Samfund
Christina S. Johansen

Hinnerup 2020 har budt på ekstra meget hjemmetid for rigtig mange af os. Måske er bunkerne i hjørnerne derfor vokset - eller måske er irritationen over dem steget.

I så fald er der hjælp at hente i den nye bog 'Oprydningsguiden', som Cathrine Hougaard Sørensen fra Søften og Mirjam Madsen fra Gjern står bag.

"Jeg tror, at fordi mange er hjemme nu, så opstår lysten til at få gjort noget ved hjemmet. I bogen får man redskaber til, hvordan det er klogest at begynde, holde sig i gang og afslutte oprydningen," siger Mirjam Madsen, og Cathrine Hougaard Sørensen fortsætter:

"Det er nærmest som en opskrift: Du skal bare følge bogen, så bliver du hjulpet på vej."

"Ydre orden giver indre ro. Det er meget større end 'bare at rydde op'."

Taknemmelighed

De to kvinder mødte hinanden til et netværksmøde. Her foreslog Mirjam, at de to skulle skrive en bog sammen. Mirjam er uddannet KonMari-konsulent og er indehaver af virksomheden RydHeltOp, hvor hun hjælper både virksomheder og private med at rydde op efter KonMari-metoden.

"Jeg har længe gået med et ønske om at skabe en guide, der kan støtte oprydningsprocessen, men jeg vidste også, at jeg ikke selv kunne skrive en bog. Samtidig tiltalte Cathrines fokus på teknemmelighed mig. Det gav en dybere mening i den her sammenhæng: At være teknememlig for det man har, så man ikke behøver at købe nyt hele tiden," forklarer Mirjam Madsen.

"Ja, og jeg havde ikke megen betænkningstid. Jeg var med på idéen med det samme," lyder det fra Cathrine Hougaard Sørensen, som står bag Taknemmelighedsdagbogen, hvor man bliver opfordret til at praktisere taknemmelighed i dagligdagen. Desuden er hun grafisk designer og ejer virksomheden Linje C.

Lær af dit rod

Dermed gik arbejdet i gang i august sidste år. Men først i november i år kunne de to kvinder stå med et fysisk eksemplar i hånden.

"Det er ligesom juleaften. Hold fast jeg har glædet mig. Også fordi, at jeg ikke er så god til at stave, så jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog," smiler Mirjam Madsen stort.

Hun forklarer, at Oprydningsguiden kan bruges på forskellige niveauer, om man så må sige.

"Man kan jo selvfølgelig selv bestemme, hvor dybt, man vil gøre det. Måske vil man bare gerne vide, hvor ens ting er. Men man kan jo også lære af sit rod. Altså bruge det til at blive bevidst om, hvorfor man eksempelvis køber en masse ting. Og man får mulighed for at reflektere over, hvad der gør en glad," forklarer hun, og Cathrine Hougaard Sørensen fortsætter:

"På den måde vil man fremadrettet blive bedre til at spørge sig selv: Vil jeg reelt set bruge den her? I dag tror vi lidt, at vi bliver gladere af at købe ting. Det vil vi gerne gøre op med. Så man bliver mere tilfreds med, hvordan man bruger sin tid og sine penge."

I bogen er der således plads til at skrive sine tanker ned før og efter processen for at minde om det liv, man havde før og efter oprydningen. Det lyder "stort" - og det er det faktisk også, siger Mirjam Madsen:

"Hvis man har rod i hovedet samtidig med meget fysisk rod, så kan det have en stor effekt at handle og få ryddet op. For det GIVER altså en stor effekt. Ydre orden giver indre ro. Det er meget større end 'bare at rydde op', for der ligger mange følelser i rodet."