Fortsæt til indhold

Stine Stidsen vil opleve mere volumen

Fra 1. august hedder Østervangskolens nye skoleleder Stine Stidsen. Dermed står Korsholm Skole nu uden skoleleder

Samfund
Christina S. Johansen

Hadsten Korsholm Skole i Foldby må vinke farvel til sin skoleleder gennem de seneste to et halvt år. 53-årige Stine Stidsen rykker nemlig de jobmæssige teltpæle til Østervangskolen i Hadsten per 1. august.

"Nu har jeg været på mange små skoler, men er interesseret i at opleve de muligheder, mere volumen giver. Den chance får jeg på Østervangskolen, og så bliver jeg samtidig i Favrskov Kommune, hvor jeg virkelig trives. Her er et usædvanligt godt og stærkt ledelsesmæssigt samarbejde og fællesskab," siger Stine Stidsen, som går fra 18 ansatte og 130 elever på Korsholm Skole til 450 elever og 50 ansatte på Østervangskolen.

Hvad kan Østervangskolen forvente sig af dig som leder?

"Man kan forvente, at jeg møder op med ydmyghed. Der er meget godt i gang allerede. Så nu skal jeg lige lande. Skolen skal blive min, og jeg skal blive skolens," siger Stine Stidsen.

Et tilvalg - ikke et fravalg

Selvom Stine Stidsen glæder sig til at tage fat på den nye ledelsesopgave, så understreger hun samtidig, at skiftet også er med en hvis vemod.

"Det er simpelthen frygteligt at skulle sige farvel til Korsholm Skole. Jeg har været rigtig glad for at være her, da det er en skole med rigtig mange kvaliteter. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at det her ikke er et fravalg men et tilvalg. Skiftet er jo frygteligt ambivalent, og det kan godt fremstå egoistisk, men det handler om mine egne ambitioner og en drift i forhold til at udvikle mig selv," siger skolelederen.

Har før arbejdet i Hadsten

Byen Hadsten er ikke fremmed for Stine Stidsen, da hun tidligere har været forstander på 'Hadsten Fri Fagskole, Linieskolen'. Desuden har hun været skoleleder i Randers Kommune. Hun er uddannet lærer i 1992 og har en diplomuddannelse i ledelse.

Privat har hun tre børn og bor i Lading. Derfor har hun også nemt kunnet hoppe på jernhesten til Foldby hidtil.

"Fremover skal jeg så til at cykle lidt længere på arbejde... Argh, jeg kan vist ikke garantere, at jeg fortsætter med at cykle."