Fortsæt til indhold

"Folk bliver overrasket over, at vi har to hunde ansat"

Skoleleder på Columbusskolen kunne ikke lave skole uden skolehunden Malik og praktikanten Siska.

Samfund

»Folk bliver overrasket over, at vi har to hunde ansat. Jeg bliver ofte spurgt af eleverne fra Skovbyskolen, hvorfor der hænger et foto af to hunde mellem de ansatte på Columbusskolen. Og når de hører hvorfor, vil de allesammen ønske, der også var en hund hos dem.«

Skoleleder på Columbusskolen i Skovby, Lene Hvirvelkær, er forundret over, at kendskabet til skolehunde ikke er mere udbredt.

Kan et menneske ikke gøre det samme? Nej, det kan vi faktisk ikke. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle lave skole, hvis vi ikke havde Gitte og hundene
Lene Hvirvelkær, skoleleder på Columbusskolen

»I skoleleder sammenhæng når talen falder på læsehunde og skolehunde, bliver jeg overrasket over, at kendskabet til skolehunde ikke er ret stort og at ingen kender til de gode erfaringer, vi har med hundene. Kan et menneske ikke gøre det samme? Nej, det kan vi faktisk ikke. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle lave skole, hvis vi ikke havde Gitte og hundene,« konstaterer hun.

»Skolehundene er langt mere betydningsfulde, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Men man skal nok være i det - se og mærke det - for helt at forstå, hvor stor betydning, skolehundene faktisk har,« tilføjer hun.

Det, Lene Hvirvelkær først og fremmest oplever, hundene giver Columbusskolens elever, er ro, glæde og aflastning.

Mere end en logrende hale

»Jeg plejer at sige, at vi andre ikke logrer så meget med halen som Malik og Siska, men der er jo meget mere i det, end bare det. Hundene møder børnene helt fordringsløst. Der er ingen krav eller forventninger rettet mod dem, når de er sammen med Malik og Siska. Hundene fjerner noget af det tunge og svære. Mange af vores elever har en ballast med, der kan gøre det svært at komme i skole. Men når der så står en hund her, som ikke siger noget, men bare logrer og er glad for at se dem, så løsner det op for rigtig meget,« forklarer skolelederen.

At Siska er skolehunde-praktikant og under oplæring, har vist sig at have en ekstra sidegevinst.

»Med Siska ser børnene, at når man skal lære noget nyt, så skal man øve sig, og at det godt kan kræve noget tid og tålmodighed. Det er der nogle af børnene, der kan spejle sig i. Samtidig kan de være med til at hjælpe Siska med at lære noget af det, hun skal kunne. Og det betyder noget for dem, at de også kan være med til at være noget for nogen. Det er en rar følelse,« understreger Lene Hvirvelkær.

For Gitte Ibsen, der er »mor« til Malik og Siska, er der ingen tvivl om, at de to skolehunde er med til at give trivsel i hverdagen på Columbusskolen.

Hundene løsner op

»Hundene er som en magnet. De tager fokus fra negative tanker og giver glæde. Og er der problemer, så får et besøg hos hundene løsnet op, så børnene kan komme videre. Jeg kan møde et barn, der er helt ude i tovene af en eller anden årsag, og så ked af det, at det slet ikke kan komme ud af det. Så spørger jeg om Malik eller Siska må gå hen til dem og trøste. Og når den der kolde hundesnude så kommer ind på halsen, så sker der noget,« fortæller hun.

Selvom både Lene Hvirvelkær og Gitte Ibsen gerne så skolehunde udbredt til mange flere skoler, så bliver det svært. Uddannelsen er nemlig nedlagt. Siska bliver derfor oplært af Gitte Ibsen selv med udgangspunkt i det, hun lærte for få år siden, da Malik blev uddannet.

»Det er lidt af en katastrofe, men jeg har sammen med Lene lagt en plan, og heldigvis viser en mental-test, at Siska har en rigtig god profil i forhold til at blive skolehund. Hun er samtidig blevet undersøgt meget grundigt fra snude til halespids af en dyrlæge og en hundefysioterapeut, som løbende tjekker hende, så vi er helt sikre på, hun kan klare jobbet,« fortæller Gitte Ibsen, der bruger de mapper, hun fik udleveret, da Malik blev trænet, som tjekliste til at uddanne Siska.

»Målet er, at hun skal være fuldt udlært til april næste år,« tilføjer hun.

Går alt efter planen, er Siska derfor udlært i god tid, inden Malik går på pension. Første flueben er allerede sat: Siska har lært selv at bære sin rygsæk ind på skolen.