Fortsæt til indhold

Sølvmedalje til lærling fra Ambiente

Laurits Juul Birk, der har været i lære hos Ambiente i Stilling, blev tirsdag fejret af blandt andre Hendes Majestæt Dronningen, fordi han er en af landets mest talentfulde håndværkere.

Samfund
bo

26-årige Laurits Juul Birk fra Aarhus har de seneste fire år været i lære som som Teater- og Eventtekniker med speciale i udstillingsteknik hos virksomheden Stilling-virksomheden Ambiente. Da han i juni gjorde sin uddannelse færdig på NEXT Uddannelse København, var det med et særdeles godt resultat.

Udover en flot svendeprøve modtog Laurits derfor en sølvmedalje for imponerende flid og godt kammeratskab. Den Massmannske Medalje, som medaljen hedder, uddeles af De Massmannske Søndagsskolers Fond.

Det er sjovt at kunne et håndværk og kunne udrette noget med hænderne.
Laurits Juul Birk

Tirsdag 28. september blev Laurits derfor fejret på Københavns Rådhus, hvor selveste H.M. Dronningen var med til at hylde ham og andre talentfulde håndværkere.

Ceremonien bød på medaljer, de famøse rådhuspandekager og gallastemning med kjoler og jakkesæt. Kendisser såsom Susanne Bier, Jussi Adler-Olsen og Bertel Haarder, der alle er tildelt titlen Æreshåndværker, var også mødt op for at hædre de unge mennesker.

»Jeg er glad og beæret over medaljen. Det er vildt, det havde jeg slet ikke set komme. Det er sjovt at kunne et håndværk og kunne udrette noget med hænderne. Jeg kan kreere og fysisk se, hvad jeg laver, og hvad der sker undervejs i processen,« fortæller Laurits i en pressemeddelelse.

Vigtigt at uddanne næste generation

Laurits har brugt 4 år på at uddanne sig til udstillingstekniker. Han har skiftet mellem skoleforløb på NEXT Uddannelse København og lærepladsen hos Ambiente, som skaber iøjnefaldende messestande, butikker og domiciler rundt om i verden.

Hos Ambiente jubles der også over medaljen. Læremester Charlotte Fristrup har været så tilfreds med Laurits gåpåmod og indsats, at hun var derfor ikke sen til at ansatte ham efter afgangseksamen.

Hos Ambiente føler vi en stor forpligtelse og ansvar for at uddanne den næste generation af udstillingsteknikere
Charlotte Fristrup, læremester hos Ambiente

»Det er så flot, at Laurits har løftet sig til det niveau og er en af de ypperste på årgangen. Vi er meget stolte af ham. Han var ung og uerfaren, da han begyndte hos os, og i dag er han en multikunstner, der kan alt - lige fra håndværket til relations- og kundepleje,« konstaterer hun.

»Hos Ambiente føler vi en stor forpligtelse og ansvar for at uddanne den næste generation af udstillingsteknikere. Vi har nemlig brug for dygtige håndværkere inden for vores erhverv, så vi kan sørge for en stærk iscenesættelse af de store danske brands,« tilføjer Charlotte Fristrup.

Praktiske fag har enorm værdi

For Ole Heinager, Administrerende direktør hos NEXT Uddannelse København, er det vigtigt, at de erhvervsuddannede fejres, og vi som samfund understreger værdien af de praktiske fag.

»Der er et kæmpe behov for, at flere tager en håndværksfagliguddannelse. Derfor gør det mig også enormt glad og stolt, når en elev som Laurits er blandt Danmarks mest talentfulde i sit fag og måske kan inspirere andre til at overveje håndværksuddannelserne,« siger han.