Desperat mangel på medarbejdere truer ældreplejen i Østjylland: »Dybt alarmerende,« siger FOA
Der er alvorlig mangel på sosu-hjælpere og assistenter i Østjylland. Fagforening råber vagt i gevær.
»Det her er dybt alarmerende.«
Sådan siger Torben Hollmann, sektorformand i FOA, i en pressemeddelelse om nye tal, der viser, at arbejdsgivere i den østjyske plejesektor har umanerligt svært ved at tiltrække medarbejdere.
Over 2.000 gange har østjyske arbejdsgiver forgæves søgt efter en social- og sundhedshjælper eller en social- og sundhedsassistent fra december 2020 til maj 2021.
»Arbejdsgiverne skriger på faglærte medarbejdere i ældreplejen, i psykiatrien og på sygehusene. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden, hvor der kommer flere ældre, og nogle store årgange forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet,« forklarer Torben Hollmann.
Værst ser det ud for arbejdsgivere, der søger social- og sundhedshjælpere, her ender 49 procent af rekrutteringsforsøgene forgæves, mens det for social- og sundhedsassistenter sker i 40 procent af tilfældene.
»Det er kritisk for både de ældre og syge, som er afhængig af den hjælp, de kan give, og for medarbejderne, der må se langt efter nye kolleger og derfor oplever, at deres arbejdsvilkår bliver forringet,« siger Torben Hollmann.
Han peger på flere ting, der skal til, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at imødekomme behovet for uddannet arbejdskraft.
”Først og fremmest bør alle arbejdsgivere på det her område formulere en strategi for at tiltrække og fastholde flere uddannede til området. Der skal ske en massiv opkvalificering, så vi får nogle af de mange ufaglærte, arbejdsgiverne har trukket på, ind på uddannelserne. Den massive mangel, vi ser nu, er et produkt af mange år, hvor optaget på social- og sundhedsuddannelserne har været for lav,« siger han og påpeger, at der er praktikpladsgaranti for alle, der søger ind i 2021 og 2022.
Desuden mener sektorformanden, at man skal fokusere på at minimere frafaldet på uddannelserne, og at give medarbejderne større frihed.
»Vi skal helt grundlæggende tænke ældreområdet på en ny måde for at kunne tiltrække og fastholde flere på området. Det betyder mere ansvar og frihed til den enkelte medarbejder og borgeren – ikke ydelsen – skal være i centrum,« siger Torben Hollmann.
Af den nye analyse af rekrutteringssituationen i Østjylland fremgår det, at de østjyske arbejdsgivere har sværere ved at rekruttere til sundhedsområdet end i resten af landet.