Fortsæt til indhold

Vælgermøde på Viby bibliotek vil have fokus på lokale emner

Viby Fællesråd håber på stort fremmøde af vælgere til mødet 1. november. Der er gratis adgang.

Samfund

Kommunalvalget 2021 nærmer sig med hastige skridt, og valgkampen er for længst skudt i gang.

Den 1. november kommer valgkampen til Viby, hvor Viby Fællesråd står bag, hvad de håber bliver, en spændende debataften med lokale politikere.

»Jeg vil være en lykkelig mand, hvis der kommer 100 vælgere. Men vi har plads til at være 150, for vi skal være i den gamle smukke sal på Viby Bibliotek,« fortæller formand for rådet, Hans Peter Mehlsen.

Flere lokale politikere

Vælgermødet går i gang klokken 19, og her kan man møde de syv politikere, der stiller op til debat.

»Vi har vægtet, at få de lokale Viby politikere med. Men der er ikke så mange fra Viby, der stiller op til kommunalvalget, så vi har inviteret kandidater, fra de partier, der nu er med i byrådet,« fortæller formanden.

Hans Peter Mehlsen er selv medlem af Socialdemokratiet. Men forsikrer, at det ikke har noget at gøre med hvilke partier, der er inviteret. Eller ikke inviteret.

»Det er simpelthen en prioritering. Med flere partier, ville det blive et alt for stort vælgermøde, hvor man som tilhører ikke ville synes, der var så meget tid til debat, fordi alle kandidaterne så skal bruger tiden. Så derfor er der sat en streg i sandet ved de partier, som er i byrådet nu,« siger han.

Han understreger i øvrigt, at det er Viby Fællesråd, der arrangerer vælgermødet.

»Min opgave er selvfølgelig at holde tungen fuldstændig lige i munden, fordi jeg skal ikke på nogen måde skal prioritere nogen frem for andre,« fortæller Hans Peter Mehlsen.

Viby Fællesråd har tidligere holdt vælgermøder. Det første var til kommunalvalget 2017, og det seneste var til Folketingsvalget i 2019.

»I demokratiets tjeneste synes vi i Fællesrådet, at det er vigtigt, at vi arrangerer det her, fordi vi gerne vil have fokus på vores lokalområde. Selvfølgelig er der også plads til andre emner, som måtte interessere vælgerne,« siger formanden.

Kongelunden og trafikken

Der er nok af lokale emner, der kan debatteres på vælgermødet den 1. november. Hans Peter Mehlsen nævner i flæng: de trafikale forhold, de nye byggeplaner i Viby, kulturen, Kongelunden, Viby Torv.

»Det kan også være ældreområdet i Aarhus. Vi havde jo sagen fra Kongsgården herude i Viby, og det kan være, der kommer nogen, der gerne vil spørge om ældreplejen. Den har fået et løft i budgetforliget, og så kan man jo spørge, hvordan det skal udmønte sig,« foreslår formanden.

Gratis adgang

Valgmødet starter klokken 19 og slutter senest klokken 21.

Viby Fællesråd byder på kaffe, småkager, øl, sodavand og lidt frugt. Der er gratis adgang og ingen tilmelding.

»Jeg håber, vi får en god aften med debat og en stemning af valgkamp. Kandidaterne er opfordret til at tage deres plakater og roll-ups med, så vi kan mærke valgkampen er skudt i gang,« siger Hans Peter Mehlsen.