Fortsæt til indhold

Hyldest til livet på Gudenådalens Efterskole

Eleverne har lavet totalteater og omdannet efterskolen til en lufthavn.

Samfund

Lyden af lufthavn er noget fremmed i Ulstrup. Ikke desto mindre blev gæster på Gudenådalens Efterskole torsdag og fredag mødt med lyden af boarding udkald og fly i luften – alt sammen en del af lydkulissen da 181 efterskoleelever stod sammen for at lave teaterstykket GE International Airport.

Eleverne fortæller i en pressemeddelelse, at de har banket, hamret, grint, grædt og løftet i fællesskab for at kunne åbne ”lufthavnens døre” og invitere byens borgere, gamle elever og deres familier med på rejsen.

»Vi har lært, at det handler om fællesskab,« siger Julie Obsen Andersen fra Viborg, som har arbejdet med totalteater.

Plads til grin i teaterugen. Pressefoto.

Gæsterne blev modtaget og fik udleveret boardingpas og et rødbedefarvet pas med et fiktivt navn og gik den sædvanlige tur igennem en lufthavn med taxfree med mere, som elevernes normale foredragssal, opholdsstuer og sågar skolens parkeringsplads var omdannet til.

Selv fiktive parkeringsbøder har eleverne udtænkt, og de har lært at arbejde selvstændigt, under pres og tænke kreativt, fortæller dansegruppens 23 piger og tre drenge, som i løbet af ugen lærte fem nye danse.

»Jeg har lært at springe ud i noget, jeg ikke har prøvet før, og når jeg gør mit bedste, bliver det altid godt – eller i hvert fald sjovt,« siger en af danserne, fodbold-efterskoleeleven Jeppe Bønding fra Kjellerup.

Eleverne har skabt teaterstykket på én uge fra et blankt stykke papir og arbejdet med fem ord i livets rejse: Kærlighed, sandhed, lykke, døden og håb.