Ny ejer af Autogaarden: "Jeg har planer"
Autogaarden i Ebeltoft overtages af Rasmus Pedersen fra Jysk Bilsalg. Han bliver dermed den kun tredje ejer af bilforretningen, der startede i 1943.
Det er 48-årige Rasmus Pedersen der overtager Autogaarden på Søndre Strandvej 20 i Ebeltoft efter Else og Bjarne Sommer.
Han flyttede til Ebeltoft i 1988, startede for 26 år siden i bilbranchen som kontoransat i en bilforretning og har siden været ansat hos blandt andet Nellemann i Randers og Aarhus og hos Kia importøren, inden han blev selvstændig for godt 20 år siden.
Jeg kan se potentialet i stedet her. Jeg har kendt Else og Bjarne i mange år og vi blev enige om, at jeg skulle overtage.Rasmus Pedersen
Jysk Bilsalg er en onlineforretning der sælger erhvervsbiler til virksomheder over hele landet.
»Vi er en netbutik med salg af biler,« fortæller Rasmus Pedersen, der sammen med sine ansatte nu skal til at drive et større værksted med tilhørende tankstation. Han har indtil nu boet til leje et andet sted i Ebeltoft.
»Jeg kan se potentialet i stedet her. Jeg har kendt Else og Bjarne i mange år og vi blev enige om, at jeg skulle overtage,« siger Rasmus Pedersen, der afslører at han har mange planer for sine mange nye kvadratmeter.
»Jeg kan ikke afsløre så mange af dem endnu, for der er mange uafklarede ting,« forklarer han.
Tanken får elstander
Til gengæld er det sikkert, at Shell-tanken i 2022 får etableret en ladestander til elbiler, endda en fastcharger. Og så vil vaskehallen blive shinet op og bliver automatiseret, så der bliver adgang det meste af døgnet. Samtidig bliver der mulighed for at du kan få støvsuget bilen på en plads ved siden af.
Det er ikke planen, at der skal holde personbiler i udstillingslokalerne. Konceptet er stadig salg af erhvervsbiler.
»Vi sælger da en personbil i ny og næ, men 95 procent af vores salg er erhvervsbiler og det fortsætter vi med. Det er skidesjovt,« smiler den nye ejer af Autogaarden, der allerede er i gang med en renovering af værkstedet fra 1966. Al værktøjet og reolerne er stuvet sammen i sidelokalerne, så værkstedet kan blive renset og males. Resten af lokalerne er også tiltænkt en overhaling inden længe.
»Jeg tror på brintbilernes komme. Vi er langt fremme i udviklingen af dem, selvom de fleste i dag taler om elbiler. Jeg tror elbilerne kun er en fase. Der er udviklet en container, hvor du stort set kun tilsætter rent vand og strøm, så har du brint. Der skal ikke bruges meget til en fuld tank og så kan bilerne køre næsten 1.000 kilometer,« mener han.