Kommunalt ansatte i Skanderborg skal vise coronapas fra næste uge
Økonomiudvalget har besluttet, at alle kommunalt ansatte skal vise gyldigt coronapas, når de møder på arbejde.
På et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde onsdag i sidste uge besluttede byrødderne, at kræve coronapas af samtlige kommunalt ansatte i Skanderborg Kommune - inklusiv det administrative personale.
»Vi har aktuelt en høj smitte både på landsplan og i Skanderborg Kommune, og jeg mener, at det kun er rimeligt, at vi som kommune går forrest i kampen mod Corona. Vi ved, at Coronapas er et af de mest effektive midler, vi har, til at holde smitten nede. Derfor stiller vi krav om, at man som medarbejder møder op med et gyldigt Coronapas, hvor man enten er vaccineret, testet for nyligt eller tidligere har været smittet,« siger borgmester Frands Fischer.
Jeg vil også gerne understrege, at det her kun er et tiltag vi indfører, så længe corona er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Jeg forventer ikke, at det varer ret længeLars Clement, kommunaldirektør
Direktionen skal med inddragelse af HovedMED-udvalg udmønte beslutningen.
»Vi arbejder ud fra en model, hvor alle i første omgang skal alle kunne fremvise et gyldigt coronapas. Derefter følges der løbende op på de medarbejdere, der ikke er vaccineret og ikke har været smittet. Dem, der er vaccineret eller har været smittet er der ingen grund til at følge op på,« forklarer kommunaldirektør Lars Clement.
90 pct. er vaccineret
»Over 90 pct. af vores medarbejdere er vaccineret, og dem skal vi ikke forstyrre unødigt med det. Vi skal finde en model for, hvordan vi tjekker de sidste,« tilføjer han.
Det bliver op til de enkelte kontraktholdere at finde ud af, hvordan de i praksis vil tjekke for coronapas.
»Det bliver op til kontraktholderne lokalt at finde gode løsninger på det. Men der er krav om, at det bliver gjort og at det ikke kun er som enkelte stikprøver,« understreger kommunaldirektøren.
Overholder man ikke kravet om coronapas vil der blive tale om ansættelsesretlige konsekvenser. Det kan være hjemsendelse uden løn, påtale, advarsel eller afskedigelse.
»Jeg håber ikke, det kommer til det. Og jeg vil også gerne understrege, at det her kun er et tiltag vi indfører, så længe corona er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Jeg forventer ikke, at det varer ret længe,« konstaterer Lars Clement.
Kravet om coronapas kommer formentlig til at gælde fra uge 49.
»Det vi forventer er, at det kommer til at gælde fra tirsdag eller onsdag i næste uge. Folk skal lige have tid til at bestille test og få svar på dem,« siger Lars Clement.