Fortsæt til indhold

Store smil i Sall - nyt tag får kvart million

Landsbyrådet har uddelt tilskud til renoveringer for 609.863 kroner.

Samfund

Ni forsamlingshuse har ansøgt Landsbyrådet om tilskud til renoveringer. Alle har fået penge.

I Selling ansøges der om penge til renovering af døre, vinduer og hulmursisoleringen. Haldum har brug for en ny el-tavle. Voldby har brug for energirenovering, loftslys og hårdehvidevarer. Borre har ligeledes brug for energirenovering samt en luft-til-luft varmepumpe.

I Foldby skal der installeres fjernvarme. Haurum skal have forbedret bygningens klimaskærm og har brug for nye døre og vinduer. I Ødum gælder det nye stole og borde, mens både Hadbjerg og Sall skal have nyt tag.

I alt har de ni forsamlingshuse ansøgt om tilskud til renoveringer for 609.863 kroner, hvilket er blevet bevilget.

Glæde i Sall

Den klart største pose penge sendes i retningen af Sall Forsamlingshus, som modtager 253.300 kroner til et nyt tag.

Det vækker jubel hos Per Munck, som er formand for bestyrelsen i forsamlingshuset.

»Det er rigtig dejligt. Et nyt tag er noget, som vi har snakket om i mange år og har spinket og sparet og lagt penge til side til. De seneste år har corona dog tæret på kassen på grund af manglende udlejning - det var penge, vi godt kunne have brugt,« siger han og fortsætter:

»Taget er slidt godt ned og er lappet flere steder - det har måske højest fire-fem år tilbage. Så det er tiltrængt og vil forskønne huset, som vi i øvrigt har sat i stand under corona med nymalede vægge og lofter samt afhøvlede gulve. Vi kan jo ikke trække folk til, hvis det er noget gammelt skidt.«

Tømreren er allerede fundet til projektet, og håbet er, at taget kommer på hen over sommeren, hvor udlejningen af huset alligevel er lille. Måske vil forsamlingshuset søge nogle fonde for at få yderligere likvider til at realisere taget. Skulle det ikke lykkes, har huset dog penge nok.

Glimrende mulighed

Det glæder formanden, at muligheden for at søge midler hos Landsbyrådet eksisterer:

»Jeg synes, at det er glimrende. Det giver positivitet i de små byer, og det giver mere interesse i at gøre noget selv, fordi vi kan se, at kommunen også er interesseret i os. Hvis ikke vi får de midler, kunne vi ikke udvikle os på samme måde - og det er udviklingen i byen, som trækker folk til,« siger Per Munck.