Fortsæt til indhold

Medier: Nu bliver flere skrappe restriktioner taget i brug

Ifølge en række medier heriblandt TV 2 og B.T. anbefaler Epidemikommissionen nu, at nattelivet bl.a. bliver lukket, og at skoleelever bliver sendt på tidlig juleferie.

Samfund
af

Epidemikommissionen anbefaler, at der indføres yderligere restriktioner i et forsøg på at begrænse coronasmitten.

Det erfarer en række medier – heriblandt TV 2 og B.T.

Det drejer sig bl.a. om en nedlukning af nattelivet, lukning af indendørs og udendørs serveringssteder efter midnat samt krav om mundbind for ansatte og gæster uden coronapas på serveringssteder.

Kommissionen anbefaler, at det skal træde i kraft fredag den 10. december.

Der vil efter alt at dømme også lyde en opfordring til at aflyse sociale arrangementer – herunder julefrokoster.

Derudover anbefaler kommissionen ifølge TV 2, at alle grundskoleelever sendes på juleferie allerede fra den 15. december til og med den 4. januar.

Tirsdag annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook, at der meget vel kan være flere coronarestriktioner på vej.

Det ventes, at regeringen holder pressemøde onsdag aften klokken 20.30.

Kommissionen begrunder ifølge TV 2 anbefalingerne om lukning af nattelivet med, at den forventer, at Omikron-varianten vil kunne sprede sig hurtigt »i forbindelse med supersprednings-begivenheder i relation til julearrangementer«.

Opdateres ...