Fortsæt til indhold

Mandag var der blot 10 ledige intensivsenge på landets hospitaler

Mandag var der kun i alt 10 ledige senge tilbage på intensivafdelingerne rundt om på de danske hospitaler.

Samfund
af

Mandag var der kun i alt 10 ledige senge tilbage på intensivafdelingerne rundt om på de danske hospitaler. Det kalder professor Anders Perner, som også er overlæge på Rigshospitalets klinik for intensiv terapi, for »bekymrende lavt«.

Det skriver Politiken.

Den 1. februar var der ifølge avisen i alt 406 intensive senge i Danmark. Den 6. december var der derimod kun 310 senge i brug. Det svarer til 23,7 procent færre sengepladser.

Og aldrig før har der været så få ledige senge i tilfælde af en akut syg borger skulle få brug for intensiv læge- og sygeplejehjælp. I Februar var der ifølge Politiken 104 ledige intensive senge rundt om i landet, mens der altså blot var 10 ledige senge i mandags.

»Kapaciteten på landets intensivafdelinger er for lav. Bekymrende lav. Så kort kan det siges,« siger Anders Perner til Politiken.

Anders Perner står i spidsen for det nationale forskningsnetværk for intensiv medicin, som siden februar har optalt antallet af intensive sengepladser.

Årsagen til det drastiske fald i antallet af ledige intensivsenge er ganske enkelt mangel på medarbejdere og særligt specialuddannede sygeplejersker.

I Sundhedsstyrelsen anerkender man, at sundhedsvæsenet er ekstraordinært presset i disse dage. Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, men dog også, at der bliver handlet i forhold til den kritiske situation.

Det siger hun til TV 2.

»Vi holder hele tiden øje, og vi skruer op for kapaciteten løbende,« siger Helene Probst til TV 2.

Formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Christian Wamberg, sagde følgende til Berlingske mandag:

»Situationen er svært bekymrende. Intensivkapaciteten har helt klart været for nedadgående det seneste år. Selv uden covid-19-patienter ville vi være pressede. Det er med dybe panderynker, at vi går ind i de næste måneder, hvor man kan håbe på det bedste, men frygte det værste,« siger formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Christian Wamberg, til Berlingske.

Ifølge Berlingske appellerer lægerne rundt om på intensivafdelingerne til, at en del af pengene fra den såkaldte coronavinterpakke (en delaftale til finansloven) nu bør bruges på målrettet af honorere medarbejdere, der ønsker at træde til på særlige covid-afdelinger – som i sidste ende vil medvirke til at fastholde og øge kapaciteten på intensivafdelingerne.

Det kan du læse meget mere om her.