Heunicke og SSI takkede nej til 200.000 daglige coronatest
Danmark er i øjeblikket ramt af stigende smitte i samfundet, men danskerne skal stadig vente i flere dage på pcr-tests.
Alt imens coronasmitten spreder sig i al hast i Danmark, skal danskerne væbne sig med en vis portion tålmodighed, når det gælder pcr-tests. Ventetider på op til fem dage på en pcr-test, kan nemlig sagtens forekomme, skriver B.T.
Men ifølge avisen kunne det scenarie sagtens være undgået.
B.T. skriver nemlig fredag, at Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut (SSI) den 18. november takkede nej til den danske virksomhed PentaBase, som tilbød 100.000 til 200.000 daglige pcr-tests.
Ifølge B.T. lød svaret fra Sundhedsministeriet til PentaBase, at der ikke ville blive brug for pcr-tests fra private aktører, ganske enkelt fordi kapaciteten på 170.000 tests om dagen var tilstrækkeligt.
I dag er situationen dog en anden. Og manglen på pcr-tests er markant.
»Det er frygteligt, at vi nu står over for endnu en nedlukning og en meget høj smitte, som måske kunne være mindre, hvis vi ikke havde stået i akut mangel på pcr-test,« siger Ulf Bech Christensen, administrerende direktør i PentaBase til B.T.