Beder danskerne om støtte: Rekordmange børnefamilier har søgt om julehjælp
Direktør i Mødrehjælpen håber på flere donationer, så flere børnefamilier kan få hjælp.
Fredag var der frist for, at udsatte børnefamilier kunne søge julehjælp hos Mødrehjælpen. Og det var et nedslående tal, der stod tilbage, da fristen var udløbet.
Over 14.000 børnefamilier har i år søgt om julehjælp, oplyser Mødrehjælpen i en pressemeddelelse. Og det er en trist rekord.
Tilbage står, at Mødrehjælpen skal have indsamlet ekstra mange midler for at give en hjælpende hånd i år, så børnefamilierne kan holde jul i en periode, der er sværere end normalt.
»De forældre, der søger julehjælp hos os, er ofte på kontanthjælp, de har sjældent det store netværk, og de kæmper med psykiske og fysiske udfordringer. Samtidig fortæller forældrene os, at de i år er ekstra ramt på økonomien, fordi priserne på dagligvarer, el og gas er steget. Med de rekordmange ansøgninger har vi derfor mere end nogensinde brug for donationer fra danskerne, hvis børnefamilierne skal kunne holde jul,« siger Mødrehjælpens direktør Ninna Thomsen og fortsætter:
»Nu står børnefamilierne så også over for en længere juleferie, efter regeringen meddelte, at skolerne lukker fra på onsdag. For nogle børnefamilier kan det jo være glædeligt. Men for mange af de børnefamilier, vi hjælper, betyder det desværre, at der kommer yderligere pres på julen og ikke mindst trivslen i hjemmet. Hjemmeundervisningen skal fungere, der skal købes mere mad, og børnene skal aktiveres. Det kræver både penge og personligt overskud – og det er ikke det, forældrene har mest af.«