Solcellepark fik et ja: »Urimeligt« siger naboer
Lokalplanlægningen af en ny 53 hektar stor solcellepark i Voldby kan nu gå i gang.
En solcellepark, der kan levere strøm, til hvad der svarer til 14.000 husstandes elforbrug, er på tegnebrættet i Voldby. Projektet er nu rykket et nøk nærmere, efter Planudvalget på dets seneste møde sagde god for igangsætningen af en lokalplan for området.
Der er tale om et 53 hektar stort areal som mod øst afgrænses af Lyngballe skov og mod vest og syd af Sjellevej. Området ligger cirka 880 meter syd for Viborgvej. Lodsejeren her har indgået en aftale med selskabet Better Energy om opsætning af solcelleanlægget, men det kræver altså, at en lokalplan bliver lavet først.
Projektet indeholder, at solcellemoduler placeres på lange og parallelle rækker i en højde på tre meter. Flere transformere fordeles på hele anlægget, og der opføres desuden et teknikhus, interne arbejdsveje, to passager til dyr, mulighed for en offentlig sti fra Sjellevej mod Lyngballe skov og endelig skal hele området ”hegnes ind” af beplantning.
Solcelleparken vil bidrage positivt til Favrskov Kommunes målsætning om, at halvdelen af energiforbruget skal stamme fra vedvarende energianlæg i 2025. Anlægget forventes desuden at kunne spare klimaet for udledning af 23.700 tons CO2 pr. år.
I forbindelse med lokalplanlægningen skal der udarbejdes en miljøkonsekvens-rapport, som blandt andet ser nærmere på, hvordan solcelleanlægget påvirker området med støj, vibrationer og reflektioner. Desuden skal der foretages visualiseringer, som kan synliggøre anlæggets påvirkning af landskabet. Hensynet til miljø og natur skal belyses med undersøgelser af natur, flora/fauna og faunapassager til dyr, som skal krydse gennem området.
»Urimeligt«
Idéen om en solcellepark vækker ikke just begejstring hos nogle af de borgere tættest på det berørte område. Det ser man i høringssvarerne, som er kommet ind til projektet i den offentlige fordebat. Ud af de ni indkomne høringssvar er de fem fra naboer, og ud af dem er de fire mere end utilfredse med projektet.
»Planen er jo lavet fuldstændig uden omtanke for beboerne i området. Det er både med hensyn til støj fra transformatorerne og støj for øjnene. Området omkring vores gård er i forvejen belastet med vindmøllerne på samme mark, som ovennævnte solcelleanlæg skal placeres på(...) Vi er mere eller mindre ’stavnsbundet’ til stedet og ønsker derfor ikke yderligere tiltag, som bevirker endnu en forringelse af værdien på vores ejendom,« lyder det blandt andet, mens en anden lokal beboer skriver:
»Vi er klart modstandere af anlæggelse af solcelleanlægget syd for Voldby, dels på grund af forringelse af vores livskvalitet, som den visuelle effekt af anlægget vil give, dels støjniveauet fra anlægget, risikoen for skade på eksisterende dyre- og fugleliv og væsentlig forringelse af værdien på vores ejendom, da vi er nabo til det foreslåede solcelleanlæg.«
En tredje peger ligeledes på støjen for både mennesker og dyrelivet og skriver desuden:
»Vores ejendomme bliver mindre værd, og der vil være nogle af os, der slet ikke vil kunne sælge. Først vindmøller så motortrafikvej og nu solcellepark. Det er bare så urimeligt.«
Langt til målet
På trods af de meget klare bogstaver, som naboerne taler med i høringssvarene, valgte Planudvalget altså at sætte gang i lokalplanlægningen. Og hvorfor så det?
»Vi kan ikke nå vores mål om, at halvdelen af energiforbruget skal stamme fra vedvarende energianlæg i 2025, udelukkende gennem almindelige besparelser. Vi er derfor nødt til at lave nogle større anlæg. Derfor vil der formentlig også blive tale om flere vindmøller og solcelleparker i kommunen,« siger Erling Kvist Andersen (S), formand for Planudvalget.
Han fortsætter:
»I Voldby vil vi prøve at tage højde for så meget som muligt i udformningen for at undgå gener. Blandt andet skal en visualisering vise, hvordan vi kan sikre, at der ikke er indblik til solcellerne, og det skal undersøges, hvorvidt transformatorerne står og brummer,« siger Planudvalgs-formanden.
Han forklarer, at når man vurderer, om det er en god idé at opføre solceller i et område, så skal tiltaget gerne »gøre noget andet godt oveni,« som Erling Kvist Andersen udtrykker det.
I Voldby er det specifikke areal således et indsatsområde til drikkevandsbeskyttelse. Ved at tage arealet ud af landbrugsdrift og ikke gøde eller sprøjte, »vil det i et vist omfang reducere risikoen for udledning af forurenende stoffer til drikkevandet,« lyder det i materialet til sagen.
Når lokalplanlægningen er længere i processen, vil der formentlig blive arrangeret et borgermøde, fortæller Erling Kvist Andersen, som tilføjer, at opførelsen af solcellerne ikke er lige på trapperne.
»Det her kommer til at tage noget tid. Det er en meget grundig VVM-undersøgelse og masser af analyser, som skal laves, før der overhovedet ligger en lokalplan.«