Hinnerup Mødes er kommet godt fra start
25 forskellige arrangementer er det seneste halve år løbet af stablen under Hinnerup Mødes-fanen.
De ville puste mere liv i Hinnerup midtby og samtidig styrke sammenholdet, var budskabet, da Lokalavisen Favrskov i juni første gang talte med initiativtagerne bag Hinnerup Mødes.
18. juni var hele byen inviteret til intro-møde. Mange dukkede op, og mange idéer fra mødet er nu ført ud i livet. Hinnerup Mødes er nemlig kommet rigtig godt fra start. 25 arrangementer er siden sommerferien blevet realiseret.
Fælles for dem alle er, at det er Hinnerup-borgernes egne idéer, som arrangementerne er udsprunget af. Det er altså ikke foreningen Hinnerup Mødes, som selv sætter gang i tingene. Det er nemlig præcis det, som konceptet går ud på:
»Alt er borgergenereret. Vi er blot med som fødselshjælpere og kan sætte rammen, men folk skal selv definere al indholdet. Så står vi klar som livliner og kan trække på vores netværk,« forklarer Inge Kring, som er formand for Hinnerup Mødes - hun fortsætter:
»Vi kan dog også finde på at skubbe til dem i vores netværk, som har en spændende interesse. Lige prikke lidt til dem og høre, om de kunne tænke sig at dele ud af deres viden.«
Forskelligartet
De 25 arrangementer, som allerede er blevet sat i søen, spænder over så forskellige temaer som sangaftener, fotoklub, baby-cafeer, strikkecaféer, vegetarnetværk, bogskab, politiske samtaler og koncerter.
»Vi er meget optagede af, at der ikke er tale om arrangementer, hvor man sidder på en stol og kigger samme vej. Det er ikke den type initiativer, vi vil facilitere. Vi vil gerne, at det i stedet er noget, hvor vi taler og reflekterer sammen og lærer hinanden at kende og meget gerne på tværs af alder,« siger Inge Kring.
Nogle tiltag har vist sig at være køreklare idéer fra begyndelsen, såsom fotoklubben og strikkecaféen, mens andet har været sværere at løbe i gang.
»Der var eksempelvis snak om et ’Velkommen til Hinnerup’-arrangement for tilflyttere, men det er vi ikke kommet langt med, så hvis nogle har lyst til at gribe den bold og løbe med den, vil det være rigtig dejligt,« siger Inge Kring.
Ting tager tid
I første omgang er mange af tiltagene foregået i Spisetuen ved Kaffebaren, mens et enkelt initiativ rykkede ind i et privat hjem.
»På sigt bliver tiltagene afviklet, hvor det giver mening - om det er i Spisestuen, biblioteket, sognegården eller privat. Her er vi lige så anarkistiske, som den måde idéerne opstår,« siger Inge Kring.
Er I selv tilfredse med det første halve år?
»Det er svært at vurdere på. Ting tager tid, og det her er jo et helt nyt format. Men vi har da 700 medlemmer i vores Facebook-gruppe,« siger formanden, som forklarer, at hun i princippet helst ikke var formand, da en mere uformel, netværksagtig tilgang passer bedre til Hinnerup Mødes.
»Men det stod hurtigt klart, at det er langt nemmere at have kontakt til kommunen og søge fonde, hvis der er tale om en egentlig forening,« forklarer hun.
Hvis man vil prøve at deltage i et af Hinnerup Mødes’ arrangementer, så er en del af dem tilbagevendende, mens andre løbende kommer til. Blandt andet kommer der en brætspilscafé i januar og en aften med ’Vild med Vilje’ i februar.