Fortsæt til indhold

Kaffebaren består: Nye ejere tager over

Endnu er alting meget hemmeligt, men det står i hvert fald klart, at Kaffebaren i Hinnerup fortsæter med nye folk ved roret.

Samfund

30 november udbrød der, om ikke landesorg, så i hvert fald by-sorg i Hinnerup. Her meldte Kaffebarens to tilbageværende ejere nemlig ud, at de lukker stedet efter lidt mere end tre års cafédrift.

Kim Madsen og Jon Ahrensbach har kastet håndklædet i ringen, fordi »kassen er tom,« som Jon Ahrensbach udtalte til Lokalavisen Favrskov for et par uger siden.

17. december var sidste åbningsdag, og det kunne jo snildt have betydet masser af triste miner, men tårerne udeblev for byens borgere. Samme dag kunne Jon og Kim nemlig afsløre på Facebook, at Kaffebaren fortsætter, men med nye ejere.

Hemmelighedsfuld

Endnu er alting meget hemmeligt. Det eneste, det er muligt at lokke ud af Jon Ahrensbach, er følgende:

»De nye ejere forventer at kunne åbne omkring 1. marts. Udgangspunktet for stedet bliver nogenlunde det samme, men de nye ejere vil selvfølgelig selv sætte sit præg på stedet.«

Nyheden om bevarelsen af Kaffebaren vakte stor begejstring i Hinnerup, hvor 1000 personer reagerede på Facebook-opslaget.

»Det er helt vildt, og det siger jo bare alt,« siger Jon Ahrensbach og fortsætter:

»Det er bare så pissehamrende godt for byen, at stedet lever videre.«

Jon og Kims fremtid

Nu er det så bare at vente på, at flere detaljer bliver afsløret om den ”nye” kaffebar.

Hvis de nye ejere skulle ønske det, står Jon Ahrensbach i hvert fald klar til at levere brødet til stedet, og Kim Madsen står gerne klar med kaffen.

Jon fortsætter således ufortrødent Skafferiet, som laver mad til arrangementer, og Kim driver fortsat Madsens Mokka, foruden at være ansat i et softwarefirma.