Ringede selv 112 efter knivstik: Politiet jagter stadig svar om overfald på 30-årig
En 30-årig mand kom tirsdag eftermiddag slemt til skade, da han blev stukket med en ukendt genstand - sandsynligvis en kniv - hvorefter han selv kontaktede alarmcentralen.
Opdateret kl. 11.42: Knivofferet er uden for livsfare, og politiet har afhørt ham. Læs mere her:
Tirsdag aften var politiet massivt til stede omkring Skovparken i Kolding, hvor en 30-årig mand var kommet slemt til skade og stukket med en indtil videre ukendt genstand.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.
Den 30-årige tog selv kontakt til politiet, hvor han fortalte, at han var i gang med at få hjælp på sygehuset.
»Der er en person, der er kommet til skade, og det er formentlig i forbindelse med en eller anden form for voldudøvelse. Vedkommende er formentlig blevet stukket med en indtil videre ukendt genstand. Det kan sagtens være en kniv. Det ved vi ikke endnu,« sagde vagtchef Jeppe Thranum til JydskeVestkysten i aftes.
Det 30-årige offer er kommet så slemt til skade, at han i øjeblikket ikke er mulig at afhøre, og derfor arbejder politiet i øjeblikket ud fra en hel del ubekendte faktorer. Der er ingen formodede gerningsmænd, anholdte, idéer om motiv eller gerningsvåben.
»Vi kender ikke noget til hændelsesforløbet, motiv eller noget. Som udgangspunkt kan vi godt afvise, at det er banderelateret, men hvad der er foregået forud for, ved vi simpelthen ikke endnu,« sagde vagtchefen i aftes.
Den 30-årige er dog efter sigende uden for livsfare. Lokalavisen forsøger at få kontakt til Sydøstjyllands Politi og høre efter nyt i sagen.
Opdateres...