Spis grønt: Landsbyordning Ejer Bavnehøj, Morten Børup Skolen og Voerladegård Skole sætter bæredygtig mad på skoleskemaet
Tre skoler i Skanderborg Kommune med ny fokus i madkundskab.
Der er stor interesse for bæredygtig madlavning i Skanderborg kommune, hvor Landsbyordningen Ejer Bavnehøj, Morten Brørup Skolen og Voerladegård Skole er blandt de i alt 783 skoler på landsplan, der har taget imod Spar Nord Fondens tilbud om gratis klassesæt.
De overraskende mange bestillinger og feedbacken fra skolerne viser, at nyt, velresearchet og tidssvarende materiale om bæredygtighed - også i madkundskab - er meget efterspurgt. Og for os er det samtidig et stort plus, at elevernes dom er: Let at forstå, flere opskrifter skal prøves derhjemme og at retter uden kød faktisk smager mega-godt.Elisabeth Rosenbeck Viksnins, Spar Nord Fonden
Stor interesse
Den store interesse for undervisningsmaterialet vækker begejstring hos Spar Nord Fonden.
»De overraskende mange bestillinger og feedbacken fra skolerne viser, at nyt, velresearchet og tidssvarende materiale om bæredygtighed - også i madkundskab - er meget efterspurgt. Og for os er det samtidig et stort plus, at elevernes dom er: Let at forstå, flere opskrifter skal prøves derhjemme og at retter uden kød faktisk smager mega-godt«, siger Elisabeth Rosenbeck Viksnins, der er leder af strategiske projekter hos Spar Nord Fonden, i en pressemeddelelse.
Undervisningsmaterialet, der består af både digital undervisningsvejledning og opskrifts- og teoribog i farver og hardback til samtlige elever, er et resultat af et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, Foreningen for Madkundskab og Spar Nord Fonden.
Hilser velkommen
Materialet er udarbejdet i samarbejde med forfatter og lektor i madkundskab Helle Brønnum Carlsen, og projektet er finansieret af Spar Nord Fonden med godt seks millioner kroner. Formålet er at formidle viden og læring til børn om Verdensmål nr. 12 – Ansvarligt forbrug og produktion – herunder reduktion af madspild, sænkning af CO2-aftryk, social bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed og sprøjtegifte.
Med over 182.000 nytrykte bøger fordelt over to skoleår har donationen og samarbejdet mellem Danmarks Lærerforening, Foreningen for Madkundskab og Spar Nord Fonden manifesteret sig i titusindvis af skoletasker – og helt ude i de danske hjem.