Snart vokser rækkehusene op på Gartnerigrunden
Ejendomsselskabet Eldal vil bygge attraktive seniorboliger tæt ved byen og kirken.
Der har igennem flere år været en stor kontrast mellem Auning Kirkes fine ydre og området bag kirkegården langs Kirkegade, der tidligere rummede gartneriet Frisa Planter.
Siden gartneriet lukkede har arealet således været temmelig forsømt, mens ’Gartnerigrunden’ har været til salg, men det agter ejendomsselskabet Eldal A/S nu at lave om på.
Den familieejede virksomhed har købt grunden på 28.600 kvadratmeter. Her skal der nu etableres et helt nyt boligområde. Det fortæller direktør i Eldal A/S, Simon Lauge Jørgensen.
»Vi har længe haft kig på grunden, som jo ligger bynært og smukt op ad kirken, og planen er at bygge rækkehuse til udlejning, som spiller sammen med resten af miljøet i området med røde sten og tegltage. Vi vil gerne lave et byggeri, som er seniorvenligt, og her passer området rigtig godt med sin nærhed til butiksområdet i Auning,« konstaterer Simon Lauge Jørgensen.
Positiv udvikling
Det kommende byggeri taler dermed også ind i den udvikling, som sker i Auning i øjeblikket. I den østlige ende af byen er et helt nyt parcelhuskvarter ved at rejse sig, som blandt andet har tiltrukket interesse fra tilflyttere fra Aarhus og Randers.
Det er blandt andet de positive vinde, som Eldal også gerne vil give yderligere luft til.
»Vores byggeri er ikke kun til seniorer, men vi vil gerne gøre det så attraktivt som muligt for ældre at flytte ind i, så der er et godt sted at bo for bedsteforældrene til familierne, der flytter til Auning. Der er også mange seniorer, som gerne vil sælge huset og flytte i lejebolig, når de bliver ældre, så vi vil også gerne skabe et nyt tilbud til de lokale,« fortæller Simon Lauge Jørgensen.
Godt samspil
Eldal A/S har ifølge direktøren arbejdet på at stable projektet på benene igennem et års tid. Der går formentlig endnu et år, inden de første kan flytte ind i det nye boligområde.
Lokalplanen for området er på plads, og Norddjurs Kommune skal således udstede byggetilladelsen, inden byggeriet officielt kan gå i gang.
Simon Lauge Jørgensen lægger da heller ikke skjul på, at han ser frem til, at der igen bliver noget mere positivt at kigge på ved den gamle gartnerigrund.
»Det var jo ærgerligt, den måde grunden blev efterladt på og så ud gennem lang tid, så vi er rigtig glade for, at der har været et positiv samspil med blandt andet kommunen, som også har syntes, det kunne være rart, hvis det lykkes at skabe noget nyt. Auning har rigtig meget at byde på med naturen, Gammel Estrup, en god skole, og så er det en handelsby i vækst. Det vil være rart, hvis vi kan bidrage til det og skabe et nyt spændende boligområde,« siger Simon Lauge Jørgensen.
Det er endnu uvist, hvor mange rækkehuse, der præcis skal etableres i det nye boligområde.