Fortsæt til indhold

»Ekstremt ærgerligt«: Trinbræt i Stilling skulle genåbne i år - nu bliver det først i 2025

Banedanmark har ikke modtaget bud, der lever op til kravene i udbuddet og er samtidig udfordret af to store projekter. Derfor er genåbningen af Stilling Station sparket midlertidigt til hjørne. Den beslutning sætter sindene i kog i Stilling, hvor såvel virksomheder som borgerforening finder udsættelsen uheldig og meget ærgerlig.

Samfund

Ukrudtet står meterhøjt og toget suser fortsat forbi Stilling Station i høj fart og det bliver det ved med flere år endnu. Trinbrættet genåbner nemlig ikke i slutningen af 2022, sådan som det ellers var planen indtil for ganske nylig.

Vi er som alle andre dybt frustrerede og utilfredse med, at man nu udskyder åbningen til tidligst 2025. Det er jo nu, behovet er der, og det er stort.
Morten Kohsel, formand ErhvervSkanderborg

Netop som arbejdet med etablering af trinbrættet stod for at skulle begynde, har Banedanmark meldt ud, at genåbningen nu tidligst bliver i 2025.

Får for travlt

»Banedanmark har været nødt til at udskyde genåbningen af Stilling Station, der skulle være åbnet i 2022. Imidlertid er der ikke modtaget nogen konditionsmæssige bud, hvorfor det ikke er muligt at gennemføre projektet i 2022. Fra 2023 og de kommende år gennemfører Banedanmark både elektrificering, der baner vej for klimavenlige eltog, og udrulning af et nyt digitalt signalsystem på strækningen Fredericia-Aarhus, hvor Stilling ligger. Da det desværre ikke er muligt at anlægge en helt ny station samtidig med gennemførelsen af to så store projekter, er det derfor tidligst muligt at åbne en ny station i Stilling i 2025,« forklarer områdechef Lars Blædel Riemann.

Banestrækningen langs den kommende station blev allerede sidste år ryddet for beplantning, og det skabte forventning om, at genåbningen - selvom der er gået flere år siden beslutning om den blev truffet på Christiansborg - trods alt var lige om hjørnet.

Behovet er stort - NU

Derfor rammer udmeldingen fra Banedanmark om at sparke trinbrættet midlertidigt til hjørne som en våd klud i ansigtet på lokale virksomheder og borgere i Stilling, der i årevis har kæmpet for en genåbning og så frem til en indvielse sidst på året.

Vi har sammen med Skanderborg Kommune lavet en stor undersøgelse af vores medarbejderes transportvaner og ønsker. På baggrund af den undersøgelse indgår åbningen af Stilling Station som en del af vores strategi.
Michael Stubbe, Vice President for HR hos Kamstrup

For de lokale erhvervsvirksomheder er trinbrættet en vigtig brik i kampen om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Toget gør det muligt nemt at pendle fra blandt andet Aarhus.

»Vi er som alle andre dybt frustrerede og utilfredse med, at man nu udskyder åbningen til tidligst 2025. Det er jo nu, behovet er der, og det er stort. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Skanderborg Kommune gør meget erhvervsmæssigt i det område og at trinbrættet her spiller en meget stor rolle. Det er vigtigt at medarbejdere til virksomhederne i området nemt kan tage toget til og fra arbejde. Det er et vigtigt signal at kunne sende - især til nyuddannede fra Aarhus at de let kan komme til virksomhederne i Stilling med tog,« konstaterer Morten Kohsel, formand for Erhverv Skanderborg.

»Så vi kan kun presse på for at få Banedanmark til at ændre den beslutning. Og kan vi ikke komme få genåbnet stationen tidligere, så må vi presse på for at få en midlertidig løsning med en eller anden form for shuttlebus,« tilføjer han.

»Del af vores strategi«

Hos virksomheden Kamstrup, der med 1.200 ansatte i hovedkvarteret i Stilling er den største virksomhed i området, undrer man sig også over Banedanmarks beslutning.

Vi har alle set frem til en snarlig genåbning, som vil være en tiltrængt katalysator for at at sætte gang i en opgradering af bymidten.
Tommas Leth, formand Stilling-Gram Borgerforening

»Vi har sammen med Skanderborg Kommune lavet en stor undersøgelse af vores medarbejderes transportvaner og ønsker. På baggrund af den undersøgelse indgår åbningen af Stilling Station som en del af vores strategi, hvor vi sammen med medarbejderne vil gøre det mere attraktivt at benytte offentlig transport. Det vil også være vigtigt for at kunne tiltrække medarbejdere i fremtiden. Derfor er vi hos Kamstrup selvfølgelig meget ærgerlige over udmeldingen om, at Stilling Station først genåbner i 2025. Det er et projekt, vi har arbejdet med i over 10 år,« siger Michael Stubbe, Vice President for HR hos Kamstrup.

I Stilling-Gram Borgerforening, hvor den tidligere bestyrelse gennem flere år kæmpede indædt for genåbningen af trinbrættet og blandt andet havde held til at får daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) forbi til et møde med de lokale virksomheder og byrødder, er ærgrelsen stor over Banedanmarks beslutning.

»Det stopper ikke her«

»Det er ekstremt ærgerligt, at denne forsinkelse rammer Stilling Station lige her før målstregen,« konstaterer formand for borgerforeningen, Tommas Leth.

»Vi har alle set frem til en snarlig genåbning, som vil være en tiltrængt katalysator for at at sætte gang i en opgradering af bymidten og samtidig være et boost for at flytte mere privatbils-pendling til den kollektive trafik, og få mere overskuelig morgentrafik på vejene i og omkring Stilling. Men engagerede borgere har kæmpet længe for at få det til at lykkes, og det stopper ikke her,« tilføjer han..

Heller ikke borgmester Frands Fischer vil lade beslutning gå upåagtet hen.

»Genåbningen af Stilling Station er hjerteblod for os i Skanderborg Kommune. Det er frustrerende for de mange borgere og medarbejdere på virksomhederne i området, at de skal vente yderligere på at få den togforbindelse, som de er stillet i udsigt og har kæmpet for i årtier,« siger borgemesteren.

»Jeg har sagt til Transportministeren, at vi har en klar forventning om, at udbudsprocessen hurtigt kommer på skinner igen, så vi får en løsning i Stilling. Det er min klare forventning, at ministeren og de øvrige partier på Christiansborg, som står bag beslutningen om genåbningen, arbejder på at undgå yderligere forsinkelser,« tilføjer Frands Fischer.