Fortsæt til indhold

Bliv viet på en uforglemmelig dato i Aarhus-kirke

Tirsdag 22. februar 2022 bliver den helt store bryllupsdag i år. Fredenskirken åbner i den anledning kirkedørene og tager imod brudepar, der vil holde et let og enkelt bryllup på en dato, de sandsynligvis altid vil huske.

Samfund
ksa

Det er altid muligt at blive viet i folkekirken – også tirsdag den 22. februar 2022, som umiddelbart godt kunne blive den helt store bryllupsdag i år.

I Fredenskirken i Aarhus står man derfor klar til at tage imod brudepar, der gerne vil holde et let og enkelt bryllup. Dagen er for par, der ønsker et kort ritual og som måske ønsker at holde en større fest senere, for par der måske allerede har sagt ja til hinanden på rådhuset eller for, par der bare gerne vil giftes med hinanden, oplyser sognepræst Christina Laursen i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at en vielse i Fredenskirken 22.2.22 kan være et alternativ til vielsen på rådhuset. Stemningen er afslappet, men ritualet og ordene er de samme som ved en almindelig vielse i folkekirken – blot i en kortere version.

Man er velkommen alene som brudepar, men er også velkommen til at tage mange eller få gæster med. Når man som brudepar kommer til kirken, mødes man til en kort samtale og bagefter bliver man viet i kirken. Efter vielsen er der bobler og kransekage til brudepar og gæster, hvis man har lyst til at skåle på dagen.

Man kan læse mere om denne form for vielse på Fredenskirkens hjemmeside.