Fortsæt til indhold

Har udskrevet tusinder af bøder for manglende coronapas

2.761 bøder har DSB udskrevet fra den 19. december til og med den 30. januar til passagerer, der ikke har kunnet fremvise et gyldigt coronapas.

Samfund
af

Siden den 19. december har passagerer med InterCity- og InterCityLyn-tog skullet fremvise et gyldigt coronapas udover en pladsbillet. Men tirsdag bliver kravet – ligesom de fleste andre restriktioner – ophævet.

Fra og med tirsdag er det altså slut med både mundbind, coronapas og pladsbillet, når du skal en tur med enten et InterCity- og InterCityLyn-tog.

Spørgsmålet er så, hvor mange bøder DSB har måttet udskrive i perioden fra den 19. december til og med den 30. januar?

Netop det tal har informationschef i DSB, Tony Bispeskov, ifølge TV 2 tirsdag oplyst til Ritzau.

2.761 personer har modtaget en bøde, fordi de ikke har kunnet fremvise et gyldigt coronapas i toget.

Tony Bispeskov indvender dog, at antallet af personer, der i sidste ende skal betale en bøde, vil være en væsentligt lavere.

»Vi ved ikke endnu, hvor mange der får eftergivet deres bøder. Man kan få den eftergivet, hvis man kan dokumentere efterfølgende, at rejsen havde relation til ens arbejde eller studie,« siger Tony Bispeskov til Ritzau.

»Der er noget behandlingstid, så vi forventer, at antallet af kontrolafgifter i hvert fald kommer under 2000, når det hele er gjort op,« siger han.

Ifølge DSB har der i samme periode været over flere hundrede tusinde rejsende.