1..2...foreningen Stenvad Mosebrug er nu stiftet
Stemningen er blevet væsentlig lettere i Stenvad, hvor udviklingen af det nye mødested nu for alvor kan gå i gang.
Det blev en nærmest stående joke på den stiftende generalforsamling for foreningen Stenvad Mosebrug, at mikrofonen ikke virkede.
»1...2. 1...2,« måtte formand for Landbyklyngen Midt i Norddjurs Adam Bindslev utallige gange sige ned i den genstridige mikrofon, når de forskellige talere ikke kom igennem lydanlægget, og så virkede mikrofonen pludselig igen for en kort stund.
Det spredte hver gang en let latter igennem den cirka 115 mand store forsamling på førstesalen i Stenvad Mosebrugscenter, og det stod i skærende kontrast til sidste gang, der var stormøde på førstesalen i mosebrugscenteret.
Da der i efteråret 2021 var informationsmøde vedrørende fremtidsplanerne for mosebrugscenteret, var det stort set kun hånlig latter, der føg igennem lokalet under den ophedede debat om fremtiden.
De er blevet overrumplet, og det er blandt andet det, der har været med til at skabe en dårlig stemning. Men nu skal vi også til at se fremad.Jim Pedersen, borger i Stenvad
Stemningen om mosebrugscenteret er med andre ord lettet gevaldigt gennem de seneste måneder.
Blandt andet karakteriseret ved en af de lokale beboere i Stenvad, Jim Pedersen, som har været temmelig skeptisk over for udviklingsprojektet. På den stiftende generalforsamling tirsdag aften forholdt han sig fortsat kritisk til vedtægterne i den kommende forening, men med en anderledes konstruktiv anskuelse.
»Jeg synes, stadig, at den måde, det er foregået på i forhold til de mennesker, der har drevet mosebrugscenteret så godt de seneste 10 år (Djursland For Fuld Damp, red.), er forkert. De er blevet overrumplet, og det er blandt andet det, der har været med til at skabe en dårlig stemning. Men nu skal vi også til at se fremad,« konstaterede Jim Pedersen til avisen.
Stort flertal
Styregruppen, som sidste år arbejdede på at lave et projektforslag, der kunne få Realdania til lommerne med et millionbeløb i støtte, har da også erkendt, at informationsniveauet om processen og intentionerne til tider ikke har været godt nok. Derfor indledte de generalforsamlingen med endnu engang at understrege, at Stenvad Mosebrugscenter IKKE skal skifte navn.
Arbejdstitlen ’Folkets Fabrik’, som har medført masser af misforståelser, var således fuldstændig udraderet fra generalforsamlingen, så der ikke længere bør være tvivl om, at det nu og fremover hedder Stenvad Mosebrugscenter.
Den nye forening hedder således også Stenvad Mosebrug. Det lykkedes nemlig at se fremad, da 104 af de fremmødte stemte for vedtægterne i den nye forening. Blot fire stemte imod, mens der var syv blanke stemmer.
Foreningen blev dermed stiftet.
Bestyrelse udvides
Det varede dog knap fire timer, inden målet var nået. Undervejs blev vedtægterne korrigeret, og det største stridspunkt blev sammensætningen af bestyrelsen.
Realdania har gjort det til betingelse for bevillingen på tre millioner kroner, at bestyrelsen i højere grad professionaliseres, så den både består af valgte medlemmer af foreningen, mens udpegede medlemmer fra blandt andre erhvervsforeningen Business Djursland, kommunalbestyrelsen og en kulturinstitution som for eksempel Museum Østjylland skal udgøre størstedelen af bestyrelsen.
Den sammensætning var en del af de fremmødte uforstående overfor og pustede til den lokale bekymring, der hele tiden har tynget projektet; nemlig at udefrakommende vil lave store omvæltninger, der ændrer mosebrugscenterets virke markant.
Hele aftenen igennem forsikrede den nu tidligere styregruppe bag projektet igen og igen, at man ikke ønsker at fjerne de mange populære arrangementer som fællesspisninger, kagebord og julemarked. Målet er at fastholde alle de ting, som Stenvad Mosebrugscenter i dag står for, mens centeret også udvikles til at indeholde nye tilbud, der potentielt kan tiltrække nye brugere og gæster.
Derfor endte sammensætningen af bestyrelsen med en konstruktiv løsning. Antallet af bestyrelsesmedlemmer blev udvidet til 13, hvoraf fire vælges på generalforsamlingen sammen med to suppleanter.
På den stiftende generalforsamling blev Thine Godsvig Haaber, Nicolai Huse, Gitte Schmidt og Ritta Hedegaard valgt til bestyrelsen. Niels Skov Pedersen og Carsten Hering blev valgt som suppleanter.
Kæmpe lettelse
Dermed er vejen banet for, at visionerne for centeret endelig kan føres ud i livet. Det er der også brug for nu, vurderede Ole Svit, formand for den tidligere styregruppe, efter den stiftende generalforsamling.
»Det her er et afgørende skridt, for vi har været låst lidt fast, fordi der ikke har været en formel bestyrelse. Det er en kæmpe lettelse, at vi nu kan begynde at lave overdragelsesaftalen med Djursland For Fuld Damp. Det skylder vi også de ansatte, og så synes jeg, det er er et godt politisk signal at sende, at vi nu har fået lave en dedikeret bestyrelse, som er klar til at arbejde for de nye visioner,« sagde Ole Svit.
Den holdning deler formand for Kultur- og Fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen (S).
»Jeg synes, at vi nu er, hvor vi kunne håbe på at være. Det lykkedes at formidle, at man gerne vil bevare alt det gode, som foregår i mosebrugscenteret, mens man også ser muligheder for, at lave nye ting, som både kan rumme de nuværende og nye brugere. Hvis vi kan begynde at give rammerne et løft og brede ud, hvad centeret kan, så tror jeg, der er et godt grundlag for at tiltrække nye brugere. Det kan jo være, at flere unge opdager, at mosebrugscenteret findes, hvis vi for eksempel får formidlet, hvor godt stedet er til koncerter,« lød det fra Alle Gjersbøl Jørgensen.
Det er Norddjurs Kommune, der ejer Stenvad Mosebrugscenter. De nuværende ansatte i mosebrugscenteret bliver alle tilbudt at blive ansat igen under den nye driftsaftale mellem foreningen Stenvad Mosebrug og Norddjurs Kommune.