Fortsæt til indhold

Slut med hurtigtests: Snart lukker testcentrene landet over

Der er ikke længere samme behov for hurtigtestcentre, og derfor er aftalerne med de private test-udbydere blevet opsagt. Centrene lukker senest den 6. marts 2022, mens PCR-teststederne fortsat vil være åbne.

Samfund
sbl

Fra 6. marts er det slut med at stikke ind og få en podepind i næsen hos Falck, Carelink og Copenhagen Medical - alle landets hurtigtestcentre lukker nemlig ned senest på den dato.

Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse fredag.

Der er ikke længere samme behov for hurtigtestcentrene nu, hvor restriktionerne er ophævet, corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, og flere og flere danskere benytter selvtests.

Derfor er det besluttet at opsige aftalerne med de private udbydere af tests, og det betyder, at centrene lukker senest 6. marts i år.

»I over et år har regioner, de private udbydere og de mange tusinde podere arbejdet hårdt for at løfte en vigtig samfundsopgave, og vi skylder en stor tak til dem for deres ekstraordinære indsats,« siger styrelsens direktør, Lisbet Zilmer-Johns i pressemeddelelsen.

»Nu er vi kommet dertil, hvor vi kan teste os selv derhjemme, og samtidig er stort set alle restriktioner bortfaldet, så derfor har vi ikke længere samme behov for hurtigtestcentrene. Men man vil stadig kunne få en PCR-test,« uddyber hun.

Ifølge styrelsen kan man i stedet bruge en selvtest for eksempel som øvrig kontakt til en smittet, inden man skal være sammen med én i risikogruppen ved smitte med coronavirus. Hvis selvtesten er positiv, anbefales det, at man tager en PCR-test for bekræfte resultatet.

Landets i alt 160 PCR-teststeder vil fortsat være åbne.

Kapaciteten for hurtigtest er på 200.000 daglige tests pr. 7. februar, ligesom der er PCR-kapacitet til 200.000.