Elever maler portræt af skoleleder: Nu kommer René op på væggen
To nervøse 14-årige fra Søndervangskolen i Hammel afslørede i sidste uge deres portræt af skoleder René Guldbrandsen.
Væggene på skoleleder René Guldbrandsens kontor på Søndervangskolen i Hammel er hvide. Ud over en whiteboard-tavle er der intet ”festligt” at spore. Det vil sige lige indtil nu. Fremover vil han nemlig selv pryde den ene væg.
Der er tale om et portrætmaleri, som to elever fra 8. klasse har stået bag.
Annabell Marie Grøn og Freja Stig Grindesgaard går på skolens valgfagshold i billedkunst, og de fik i sommerferien til opgave at lave et portræt af deres skoleleder.
»Vi tog en snak med ham først, og så har vi forsøgt at få hans personlighed med i maleriet,« forklarer Freja Stig Grindesgaard, før Annabell Marie Grøn fortsætter:
»Ingen af os er vant til at lave portrætter af rigtige mennesker, og vores begges stil er lidt mere surrealistisk normalt. Men det er gået fint nok, og det har været nemt at blive enige, for vi havde vitterligt ens idéer.«
De to 14-årige piger var meget nervøse forud for afsløringen, men skuldrene kunne hurtigt falde ned på plads, for portrættet blev vel modtaget:
»Hvor er det flot. I har jo det hele med: Hammeren, tennisbolden, ænder og Rolling Stones. Det er da fantastisk. Det er I sluppet helt enormt godt fra. Men er mit skæg virkelig så gråt i virkeligheden,« lød det fra en imponeret René Guldbrandsen.
Ekstraordinært dygtige
Det var billedkunstlærer Mette Grentzmann, som foreslog skolelederen og de to elever, at der skulle laves et portræt.
»Jeg har jo læst et sted, at alle ledere bør have et billede af sig selv hængende. Det udviser magt,« siger hun med et stort glimt i øjet.
»Og så vidste jeg jo, at jeg havde to ekstraordinært dygtige elever på billedkunstholdet, som kunne klare opgaven,« fortsætter hun.
Det var ikke just en idé, som René Guldbrandsen selv var kommet på:
»Jeg har jo ikke nødvendigvis et stort behov for at få mig selv op på væggen, men jeg kunne godt se det fede i et elev-værk,« siger han.
Eksamen til sommer
Når snakken er ved billedkunst, så er det værd at nævne, at Freja og Annabell skal op i eksamen i faget til sommer sammen med de resterende 16 elever på holdet.
Som noget nyt skal 8.klasses-eleverne nemlig til eksamen i deres valgfag. Det bliver første gang i år, at eksamen finder sted.
I syvende klasse skal eleverne vælge et valgfag, og fordi Søndervangskolen er så stor, kan den tilbyde fire forskellige: Madkundskab, musik, billedkunst samt ’håndværk og design’. Skolerne er ellers kun forpligtet til at tilbyde det sidstnævnte.
Valgfaget er to-årigt og afsluttes altså med en eksamen i ottende klasse.
Det rører ikke Freja og Annabell, at de skal til eksamen om få måneder. Annabell forklarer:
»Jeg elsker billedkunst, og vi bliver hele tiden udfordret på nye udtryksformer. Selve eksamen er ikke noget, jeg er særlig nervøs over. Det hele er jo forklaret så godt.«