Fortsæt til indhold

Holion sikrede sig en grøn flytning

Når man træder ind i Holions nye lokaler, ser alt spritnyt og afstemt ud, men al inventaret er genbrug.

Samfund

App- og webudvikleren Holion er netop flyttet i nye lokaler på Vesselbjergvej 3 i Hadsten.

Umiddelbart en manøvre, som massevis af andre virksomheder laver: Flytter fra noget småt til noget større. Så hvorfor overhovedet skrive om det?

Det, der gør Holions flytning lidt speciel, er virksomhedens store fokus på grønne løsninger.

»Vi har tænkt meget over, hvordan vi kunne gøre det her på en så bæredygtig måde som muligt. Vi undersøgte muligheden for møbler i genanvendte materialer, men det er til den dyre side. Så fandt vi jo ud af, at der er flere firmaer, som specialiserer sig i brugte kontormøbler,« siger Lise Dencker Beck, som er administrativ koordinator i Holion.

Jagten gik derfor ind på brugte borde, stole, reoler og småinventar.

»Det har været et lidt større puslespil i forhold til, hvis vi bare havde købt nyt, for vi vil jo gerne have at tingene ligner hinanden og passe godt sammen. Derfor har vi måttet shoppe lidt mere rundt, men vi har samtidig haft fokus på også at samle indkøbene hos kun fire forskellige. Det vil jo ikke give nogen mening at få leveret 25 forskellige steder fra,« fortsætter Lise Dencker Beck, som sørgede for, at leverandørerne kun kørte til Hadsten, når de alligevel havde andre kunder i området.

Da det gjaldt kaffekander, tallerkener, kopper og bestik gik vejen gennem Den Blå Avis og Facebook Marketplace. Her har det været noget mere tidskrævende end bare at købe nyt - igen fordi tingene skal passe sammen, så der ikke er fem sæt bestik af én slags og syv af en anden.

»Men det har også været sjovt at lede efter mere bæredygtige løsninger.«

Mindre spild

Når man kommer ind hos Holion, er det bestemt ikke, fordi man føler, at man er trådt ind i en genbrugsbutik. Alt ser spritnyt og afstemt ud.

»Det er fedt at bevise, at det sagtens kan lade sig gøre at indrette et helt firma flot med genbrug,« siger Lise Dencker Beck.

Hvorfor var det vigtigt for jer at tænke grønt?

»Fordi vi har så megen overforbrug i verden. Vi har så mange ting, som har et alt for kort liv. Vi vil gerne være med til at reducere spild. Nu er det her så første skridt. Det er jo nogle tanker, vi først lige er gået i gang med, så vi har en rejse foran os.«

Hun forklarer, at Holion har indledt et samarbejde med virksomheden Grassdesign for at se nærmere på, hvor Holion kan gøre tingene mere grønt.

»Det er jo noget, vi gerne vil profilere os på - og vi tror på, at det er den rette vej at gå. Men vi er jo altså slet ikke hellige - vi har da også Coca Cola liggende i køleskabet, men alle kan jo gøre det, man synes, man kan,« siger Lise Dencker Beck.