Fortsæt til indhold

Naboerne viser tænder over for ny hundeskov

Politikerne mener, det er den perfekte løsning, men de nærmeste borgere ønsker at beholde det lille skovområde, som de kender det.

Samfund

Når politikerne præsenterer planer om at etablere nye hundeskove bliver det som regel modtaget med kyshånd af lokalområdet, men sådan er det ikke med den hundeskov, som er planlagt i Allingåbro.

Her viser de nærmeste naboer til en kommende hundeskov nu tænder over for politikernes planer, som både vækker undren over placeringen og stor frustration over ikke at blive hørt i processen.

Den nye hundeskov kom på dagsordenen kort før kommunalvalget i november 2021. Ifølge planerne skal hundeskoven etableres i et lille skovområde mellem Hovedgaden og Nordkystvejen.

I området ligger også de Gl. Kirkevej og den private fællesvej Bygbjergvej, og det er særligt her på vejene, at det er faldet beboerne for brystet, at en hundeskov nu er undervejs.

Heste er jo et flugtdyr, så vi er naturligvis meget bekymrede over, hvordan det påvirker dem, hvis der kommer til at løbe masser af hunde rundt i skoven lige ved siden af.
Lene Petersen, nabo til ny hundeskov

På Gl. Kirkevej bor blandt andre Lene og Kim Petersen. Her har de boet i 20 år og i al den tid har de haft heste, som går på markerne, der støder op til skovområdet, hvor der skal være hundeskov.

Skoven bruger de sammen med deres døtre til små hyggeture og til at skridte hestene af, og derfor er de særdeles uforstående over for planerne om en hundeskov.

»Heste er jo et flugtdyr, så vi er naturligvis meget bekymrede over, hvordan det påvirker dem, hvis der kommer til at løbe masser af hunde rundt i skoven lige ved siden af. Vi flyttede jo hertil, fordi her er fredeligt, og fordi der ikke er så mange muligheder for steder med plads til heste. Samtidig er skoven sådan en lille perle, som bliver brugt af rigtig mange her i området, og vi har lidt følelsen af, at nu har man pludselig fået øje på den hos kommunen, og så skal den absolut laves til noget nyt,« fortæller Lene Petersen.

Dobbelt høring

Da Norddjurs Kommune gik i gang med processen om en mulig etablering af hundeskoven, satte forvaltningen også en høringsproces i gang.

Det er skovområdet mellem Bybjergvej og Hovedgaden, som er udset til ny hundeskov. Skoven er omkring 1,79 hektar. Efter anden høringsrunde er politikerne gået med til at flytte en kommende p-plads fra den vestlige del af området, da den private fællesvej Bybjergvej ellers ville blive berørt af øget trafik. P-pladsen etableres i stedet i den østlige del ved industriområdet. Foto: Google Maps

Ved den lejlighed blev der blot sendt information ud til beboerne på fem adresser. Herefter modtog kommunen blot et enkelt høringssvar.

Efterfølgende fik flere naboer nys om projektet, hvorefter kommunen modtog flere henvendelser fra naboer, som ikke forstod, hvorfor de ikke blev hørt.

Lidt usædvanligt lavede Norddjurs Kommune derfor en ny høringsrunde, og her strømmede der pludselig flere bekymrede høringssvar ind.

Naboerne er således urolige for både både dyrelivet og vegetationen skoven, mens flere også er bekymrede for, hvordan en hundeskov så tæt på hjemmet vil påvirke dagligdagen.

En nabo har så svær allergi over for hundehår, at han frygter, at han ikke længere kan opholde sig i sin have, mens en anden nabo arbejder som dagplejemor, og bekymrer sig om både potentiel støj fra gøende hunde. Hun ærgrer sig ligeledes over, at skoven ikke længere kan bruges til læring for dagplejebørnene.

Passer perfekt

Høringssvarene har imidlertid ikke fået Norddjurs Kommune til at ændre mening i forhold til at etablere hundeskoven.

Miljø- og Teknikudvalget har godkendt det videre arbejde med projektet, hvor den oprindelige placering for en parkeringsplads til hundeskoven efter høringssvarene er blevet flyttet længere væk fra naboerne, mens selve indhegningen er blevet flyttet længere ind i skoven, så man dermed også får hundene længere væk fra naboerne.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA) er således godt tilfreds med projektet.

»Det er jo et område, som kommunen ejer, hvor en del var udlagt til at etablere industri på. Det ser dog ikke ud til, at der bliver bygget noget der foreløbigt, så vi står med et stykke skov og et åbent areal, hvor det kan lade sig gøre at etablere hundeskov. Jeg synes, det passer helt perfekt at lave det her, hvor mange kan få glæde af det,« siger Jens Meilvang.

Flere skulle høres

Udvalgsformanden vurderer således, at hundeskoven ikke adskiller sig så meget fra andre steder, hvor kommunen bruger en af sine grunde til at etablere for eksempel legepladser eller andre fritidsprojekter, som henvender sig til en bestemt målgruppe.

Han hæfter sig ved, at kommunen ikke blot må eje jord uden at benytte den.

»Hvis man lejer jord af kommunen, så vil det jo være på lånt tid. Sådan er det også på det jord, som vi lejer ud til for eksempel landmænd. Det vil vi også i mange tilfælde tage tilbage og udstykke til boliger. Nu tager vi også det her område tilbage, og det har jo aldrig været meningen, at kommunen købte grunden, for at der skulle gå heste. Vi skal have et formål med det,« fastslår Jens Meilvang, som mener, at der efter anden høringsrunde er fundet en god løsning.

»Jeg vil gerne medgive, at der var flere naboer, der skulle have været hørt i første omgang. Det kan man godt vælge at klandre mig eller forvaltningen for, men nu har alle fået en mulighed for at blive hørt, og der har vi efterkommet ønskerne om at få flyttet p-pladsen, hvilket også giver god mening. På den måde har vi imødekommet høringssvarene, men vi har ikke imødekommet dem, der bare ikke vil have hundeskoven,« konstaterer udvalgsformanden.