Fortsæt til indhold

Zenshi Thai og Sushi åbner i Hadsten

Hadsten får endnu en thai- og sushi-restaurant, når fem kammerater slår dørene op til Zenshi Thai og Sushi 25. februar.

Samfund

Hadstens store handelsgade er i rivende udvikling. Nu kan Søndergade også tilføje thai- og sushi-restaurant til paletten.

Fem kammerater, som alle har rødder i Thailand, åbner nemlig Zenshi Thai og Sushi i nummer 22, hvor Da Vinci tidligere lå.

Første officielle åbningsdag er 25. februar. Restauranten får plads til et par og tyve siddende gæster, ligesom man kan hente sin mad som takeaway.

De fem unge fyre mellem 22 og 31 år har knoklet, siden de fik nøglerne til lokalerne 1. februar. Nyt gulv, nyt inventar og godt med maling.

»Vi har i den grad været i gang, og vi er klar på virkelig at give den en skalle for at få restauranten op at køre. Det er jo vores første baby,« siger Phirachai Niyomphong med et stort smil.

»Nu er vi virkelig spændte, for vil folk i Hadsten overhovedet det her. Vi er spændte på at se, hvad behovet er,« fortsætter Tum S. Thorstensen.

Tum S. Thorstensen, Phirachai Niyomphong og Piyatus Yimon er tre af de fem kammerater, som nu åbner restaurant på Søndergade 22 i Hadsten. Foto: CSJ

Forskellige

De første spæde skridt til Zenshi Thai og Sushi blev taget af 27-årige Tum S. Thorstensen, som i forvejen ejer thai-restauranten A-Kin Thai på Nørregade i Aarhus.

»Nu synes jeg, at jeg er klar til at bruge min erfaring på at åbne endnu en restaurant,« siger han og tilføjer, at jævnaldrende Phirachai Niyomphong hurtigt var med på idéen.

Derfra kom Piyatus Yimon, Nicolai Borgselius og en femte kammerat, som ikke ønsker sit navn i avisen, med på holdet. De har alle erfaring fra restaurations-branchen, men deres styrke ligger i deres forskellighed. De har nemlig forskellige interesser i forhold til det at drive en restaurant. For nogle er det iværksætter-delen, som tænder, mens det for andre er mad-delen, som er det spændende.

Er I ikke nervøse for, at I kan gå hen og blive uenige om retningen, når I nu er fem kammerater?

»Nej egentlig ikke, for vi er gode til at respektere hinanden. Faktisk er det godt, at vi er fem, for så kan vi altid stemme om tingene og finde en løsning,« siger Tum S. Thorstensen og smiler.

Potentiale

De fem kammerater bor alle i Aarhus, så hvordan har de lige fået sigtekornet rettet mod Hadsten?

»Jamen alene i Aarhus ligger der 45 sushi-restauranter, så du kan nærmest ikke gå 100 meter uden at møde en ny restaurant. Så dér er konkurrencen virkelig stor,« forklarer Tum S. Thorstensen.

»Derfor begyndte vi at kigge rundt om Aarhus. Vi har både været i Vejle og Rønde, men så dukkede det her lokale op, og det passer med det, vi gerne vil, og så er det til at betale. Vi tjekkede så lidt op på området og befolkningen, og vi tror på, at der er potentiale for en restaurant med siddepladser her i byen,« fortsætter Phirachai Niyomphong, som blot går under navnet Gorf i det daglige.

De unge fyre garanterer:

»Thaimad og sushi af en høj kvalitet, en imødekommende og smilende betjening samt en hyggelig atmosfære.«

Desuden kan man med sikkerhed få sin lyst styret med hensyn til styrken af thai-maden. Er man derimod ikke til det stærke, så skal man ikke frygte at gå sulten fra Zenshi Thai og Sushi. Der er nemlig også retter i den milde ende af skalaen.