Kaos i DF: Endnu en profil forlader partiet - og hun er ikke alene
Sundhedsordfører Liselott Blixt har mandag aften annonceret sit exit fra Dansk Folkeparti, og hun er ikke det eneste folketingsmedlem, der i dag siger farvel til partiet.
»Jeg har meldt mig ud her til aften klokken 18. Det er der flere grunde til. Én af dem er, at Morten er i gang med et projekt sammen med de folk, som jeg mener har været med til at ødelægge partiet.«
Sådan siger nu tidligere Dansk Folkeparti-medlem og sundhedsordfører Liselott Blixt til TV 2 Lorry mandag aften.
Sammen med folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Lise Bech og Karina Adsbøl har hun besluttet sig for at forlade DF og blive løsgænger på Christiansborg i stedet, skriver tv-stationen.
For godt en uge siden meldte formandskandidat og tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen sig også ud af partiet, der i løbet af de sidste par måneder har mistet mange profilerede medlemmer.
Et hårdt slag for DF
Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det et hårdt slag for DF, der rammer mandag aften.
»Det er nogle markante profiler, der forlader partiet. Især Bent Bøgsted og Liselotte Blixt har tegnet DF på centrale områder. Det er et udtryk for, at den ro og det samarbejde, som Messerschmidt lagde op til, ikke er lykkes,« siger han til Ritzau ifølge TV 2 Lorry.
Liselott Blixt begrunder udmeldelsen af partiet med, at tilliden til Morten Messerschmidt som formand simpelthen ikke eksisterer, og den retning, partiet bevæger sig i under hans nylige ledelse, er den forkerte, siger hun.
»De valg, som Morten (Messerschmidt, red.) har taget, er at fortsætte fuldstændig i den forkerte retning. Det er ikke med til at samle partiet, men splitter det bare endnu mere,« forklarer hun til tv-stationen.
Til TV 2 kommenterer udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, medlemsflugten og forklarer, at han er rasende over nyheden.
»Det er ikke mere end en måneds tid siden, vi sad mere end 1000 delegerede samlet, og vi endte med at pege på Morten Messerschmidt som formand. Det indretter man sig efter,« siger han til TV 2.
Karina Adsbøl, der blandt andet har været social- og ældreordfører for partiet, langer også ud efter formanden i et opslag på Facebook om sit exit fra DF.
»Ingen kan tvinge mig til at bakke op om en formand, som lige om lidt igen skal sidde i en byret anklaget for dokumentfalsk og svindel,« skriver hun.