Dominerer smittebilledet: Nu melder SSI nyt ud om omikron-varianten
Statens Serum Institut har undersøgt undervarianter af Omikron-varianten af coronavirus og fundet, at én person godt kan smittes flere gange med virus-varianten.
Modsat den sejlivede myte om lynet, der aldrig rammer samme sted to gange, kan omikron-varianten af coronavirus godt smitte samme person flere gange.
Det er konklusionen af en undersøgelse, som Statens Serum Institut (SSI) har foretaget af undervarianterne af omikron.
Siden varianten gjorde sit indtog i Danmark i november 2021 er omkring 2 mio. danskere blevet smittet med coronavirus, og det har vist sig, at omikron optræder i flere underudgaver, og at det er muligt at blive smittet af de forskellige variationer.
Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
De to undervarianter, der er konstateret i Danmark, er BA.1 og BA.2, og hvor størstedelen af smittetilfældene i december sidste år var med BA.1, så har BA.2 nu overtaget smittebilledet herhjemme, lyder konklusionen.
SSI har fundet 67 tilfælde, hvor den samme person havde to positive prøver med mellem 20 og 60 dages mellemrum, hvor smitten var sket med de forskellige undertyper af omikron.
I 47 af de tilfælde var personerne først smittet med BA.1 og herefter BA.2. De smittede var hovedsagligt unge uvaccinerede, og de fleste havde milde symptomer af smitten.
De resterende 20 tilfælde var smittet med samme undervariant, og det vurderes, at der var tale om én igangværende infektion.
»Dette viser, at smitte med to forskellige undertyper af omikron kan forekomme. Det ser dog ud til, at det i Danmark kun er sket relativt sjældent, og at det overvejende har ramt yngre personer, der ikke var fuldt vaccinerede,« konkluderer styrelsen.
Siden mandag er over 30.000 danskere smittet med corona, viser dagens tal, og indlæggelsestallet stiger med 42, så der lige nu er 1.759 danskere indlagte med coronavirus. 34 er døde, mens de var testet positive.