Fortsæt til indhold

Regeringen vil give ukrainske flygtninge samme rettigheder som andre EU-borgere

Regeringen vil i den nærmeste fremtid fremsætte et lovforslag, der giver ukrainske flygtninge samme rettigheder som andre EU-borgere. Fredag skal udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) diskutere særloven med de andre partier på Christiansborg.

Samfund
af

Hvis det står til regeringen, så skal ukrainske flygtninge have mulighed for opholdstilladelse i Danmark på samme vilkår som andre EU-borgere. Og derfor vil regeringen nu også ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fremsætte et lovforslag om en særlov.

Det skriver DR onsdag.

»Jeg vil gerne have, at de mennesker, der kommer hertil hurtigst muligt, får en opholdstilladelse, arbejdstilladelse og mulighed for en bolig. Og ungerne i skole og få noget, der minder om en normal hverdag,« siger Mattias Tesfaye til DR.

Udlændinge- og integrationsministeren vil først fremsætte forslaget om en uges tid, men allerede fredag har han inviteret partierne til et møde, hvor lovforslaget skal diskuteres.

Hvis den såkaldte særlov skulle ende med at få Folketingets opbakning, vil det betyde, at de ukrainske flygtninge ifølge DR vil kunne få opholdstilladelse og dermed også adgang til velfærdsydelser, arbejdsmarkedet og uddannelse.