Fortsæt til indhold

Samarbejde bremses: 13 studerende opfordres til at pakke taskerne og komme ud af Rusland

Aarhus Universitet opfordrer deres 13 registrerede studerende i Rusland til at komme hjem. Dette sker efter, at de otte danske universiteter er blevet enige om, at al udvekslingssamarbejde med Rusland og Belarus skal bremses.

Samfund

Danske Universiteter har meldt sig på banen i forhold til Ruslands invasion i Ukraine.

Det sker efter, at regeringen tirsdag opfordrede universiteterne til at indstille samarbejdet med Rusland og Belarus. En opfordring, som alle otte danske universiteter har valgt at tage til sig.

Det oplyser Danske Universiteter i en pressemeddelelse.

Dette betyder, at al udvekslingssamarbejde med Rusland og Belarus vil blive bremset - det gælder forskning, uddannelse og innovation med statslige aktører.

Dog nævnes det, at nuværende udvekslingsstuderende fra de to lande ikke vil blive påvirket af det foreløbigt ophørte samarbejde:

’De danske universiteter ønsker at fremme en fredelig udvikling og beskytte individer, der er berørte af den igangværende krig. Derfor vil universiteterne række ud til vores ukrainske, russiske og belarussiske studerende og ansatte. På de danske universiteter skelner vi mellem den russiske stat og de russiske borgere,’ oplyses det blandt andet i pressemeddelelsen.

AU-studerende i Rusland

Siden invasionens begyndelse har Aarhus Universitet anbefalet de 13 studerende, der befandt sig i Rusland på det tidspunkt, at pakke tasken og rejse hjem.

»Vi har overblik over, at enkelte studerende ønsker at blive. Resten er på vej hjem, som jeg forstår det,« siger international chef ved Aarhus Universitet, Rikke Nielsen.

Hun fortæller til Lokalavisen, at situationen er blevet taget i etaper:

»Det er jo helt nyt, at samarbejdet skal sættes i bero. Så det skal vi have løst nu og finde ud af, hvordan vi håndterer det. Da vi anbefalede dem at komme hjem, var det et led i det at have et alternativt tilbud til dem. De skal ikke blive der, fordi de eksempelvis er bange for at komme bag ud i deres studier. Vi har også formidlet information om, hvordan de skal forholde sig til deres økonomiske situation – legater, forsikringer og så videre. De skal jo ikke blive der på grund af økonomi. Det er nogle praktikaliteter, der ikke skal afgøre, om de bliver siddende eller kommer hjem.«

Har du en fornemmelse af, hvordan de studerende har det?

»I sidste uge var de ikke bekymrede. De er jo langt væk fra fronten, hvis man kan kalde det det. I dag fik jeg en melding om, at de er ved godt mod. Men hvad der ligger i det, er jo svært at vide. De er tætte på fagmiljøerne – og der er god hånd i hanke med dem. Samtidig er de jo voksne mennesker, der træffer egne beslutninger. Men der er i hvert fald den støtte, de har brug for – både for at komme hjem og for at tale,« siger International chef, Rikke Nielsen.

Derudover lægger Rikke Nielsen vægt på, at der ligeledes er rakt ud til de russiske og ukrainske studerende, der befinder sig i Aarhus. De er blevet tilbudt trivselssamtaler gennem universitetet.

Tilfreds rektor

Rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, er glad for, at de otte danske universiteter står tæt sammen. Samtidig gør han det klart overfor Lokalavisen, at udviklingen ikke vil påvirke undervisningen for de russiske og belarussiske studerende, der for nuværende er indskrevet på universitetet:

»Udmeldingen fra universiteterne får ikke konsekvenser for de studerende fra Rusland og Belarus, som er på AU nu. De kan fortsat færdiggøre de kurser, de er skrevet op til, og som det også er fremgået (af pressemeddelelsen, red.), rækker vi ud til dem for at sikre, at de ved, hvor de kan søge vejledning og støtte, hvis de har behov for det,« siger rektor Brian Bech Nielsen.

Rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen. Foto: Lars Kruse

Han har også rakt ud til de studerende på universitetets hjemmesiden:

»Vi er i øjeblikket vidne til en rå og uprovokeret russisk aggression mod Ukraine, der fylder os alle med forfærdelse. Det strider fundamentalt mod vores demokratiske værdier og er et direkte angreb på vores grundtanke om fredelig sameksistens trods forskelligheder,« skriver rektoren blandt andet.

»Den samlede universitetsledelse på Aarhus Universitet fordømmer på det stærkeste Ruslands krigshandlinger og Belarus’ opbakning hertil. Derfor er jeg meget tilfreds med, at alle otte danske universiteter står forenet om at drage konsekvenser og indstiller institutionelle forsknings- og uddannelsessamarbejder med statslige aktører i Rusland og Belarus. På Aarhus Universitet vil vi også række ud mod ukrainske forskningskolleger og forskningsinstitutioner og afdække, hvordan vi bedst hjælper dem.«

Afslutningsvis opfordrer Brian Bech Nielsen til, at der udvises respekt og tages hensyn til alle parter uafhængigt af, hvor man måtte stamme fra.

Udenrigsministeriets anbefalinger

Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside har situationen udviklet sig løbende. Søndag 27. februar ændredes rejsevejledningen til Rusland. Sikkerhedsniveauet skiftede fra gul (vær ekstra forsigtig) til orange (alle ikke-nødvendige rejser frarådes) i visse områder i Rusland, mens andre blev ændret til rød, hvor alle rejser frarådes. Dette gælder blandt andet områder ved grænsen til Ukraine.

Endnu en meddelelse fra Udenrigsministeriet tikkede frem på deres hjemmeside i går tirsdag, da Rusland og Europa lukkede luftrummet for hinandens flyvninger. Rejsemulighederne besværliggøres derved og kræver alternativ tænkning - eksempelvis flyvninger til Istanbul, hvorfra man kan rejse videre til Danmark.

Der er andre muligheder for udrejse fra Rusland til Danmark. Disse kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside.