Fortsæt til indhold

Røde Kors i Favrskov åbner café for alle, som har brug for at tale om krigen i Ukraine

Foreløbigt er Røde Kors Favrskov i en afventende position. Det er uvist i hvilken form, der lokalt bliver behov for hjælp i forbindelse med krigen i Ukraine. Konkret opretter man dog nu en café.

Samfund

Lige nu står Røde Kors Favrskov lidt i et limbo. Man ved endnu ikke, hvordan flygtninge-situationen kommer til at blive lokalt, og hvad behovet for hjælp bliver.

»Så vi forsøger at forberede os så godt, vi kan. Vi er i tæt dialog med kommunen, og vi prøver sammen at finde alle gode kræfter. Vi puljer så alle de gode, lokale kræfter sammen, så vi har nogle mennesker at trække på, når vi får behov for det - hvis der bliver et behov. For det ved vi jo reelt set ikke endnu. Det her er en speciel situation, så vi kan ikke bare kopiere, hvad vi før har gjort,« siger Margit S. Larsen, formand for Røde Kors i Favrskov Kommune.

Et konkret tiltag, som Røde Kors dog stabler på benene fra 15. marts, er en tirsdags-café i Café Snakbars lokaler i Østergade 3 i Hadsten. Her kan alle, som måtte have et behov for at tale om krigen i Ukraine, dukke op mellem klokken 16.30-18.00.

»Det er for alle, men jeg tænker særligt på herboende ukrainere, som måske har brug for nogle landsmænd at tale med. På den måde kan vi også komme i kontakt med nogle ukrainere, så vi kan blive klogere på, hvordan vi bedst hjælper,« siger Margit S. Larsen.