Fortsæt til indhold

Favrskov Kommune står klar med 40 boliger til ukrainere

Lige nu afventer kommunen flygtninge-situationen. Foreløbig er man klar med 35-40 boliger og arbejder på andre løsninger også.

Samfund

I Favrskov Kommune arbejder man lige nu på at skabe overblik over, hvor mange flygtninge, kommunen kan rumme. Det forklarer kommunaldirektør Jan Kallestrup.

»Lige umiddelbart har vi 35-40 et-rums-boliger klar på det gamle Plejecenter Skaghøj. Så vi kan i hvert fald tage 50-60 personer ind om nødvendigt. Og så arbejder vi på andre løsninger også,« siger han.

Man er nu afventende i forhold til, hvad der viser sig at være brug for, men for at være godt klar på opgaven, der venter, samler man Røde Kors, Red Barnet, FrivilligCenter Favrskov, landbruget og kommunens egne folk til et møde mandag 7. marts.

»Vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske, men vi vil gerne være godt forberedte, så mandag eftermiddag har vi inviteret alle de lokale aktører til en koordinerende drøftelse af, hvad der er den mest hensigtsmæssige opgavefordeling,« fortæller kommunaldirektør Jan Kallestrup.

»Vi vil udveksle vores billeder af, hvordan vi hver især ser situationen. Hvis det her fortsætter i lang tid, vil vi skulle arbejde sammen, og så er det bare bedst, at vi har set hinanden i øjnene.«