Fortsæt til indhold

Generationsskifte i virksomhed med vokseværk

VVSMester i Allingåbro har brugt tiden under pandemien konstruktivt og er nu klar til at markere indgangen til fremtiden.

Samfund

Vi må hellere slå det fast med det samme, for det er et spørgsmål, de ofte får.

60-årige Paul Christensen og 33-årige Anders Buhl Christensen er ikke far og søn, selv om alder og efternavn sagtens kunne foranledige den tanke.

Der er dog alligevel et stærkt bånd imellem de to, så det er ganske naturligt, at de begge er klar til det generationsskifte, der nu gennemføres hos VVSMester i Allingåbro.

Det er flere år siden, Anders Buhl Christensen købte sig ind i firmaet og blev partner, og de seneste år har han ejet halvdelen af virksomheden.

Partnerskabet har hele tiden været med sigte på et ejerskifte, og derfor er Paul Christensen helt tryg ved nu at lade firmaet komme på yngre hænder.

»Jeg har drevet virksomheden i 20 år, og nu er jeg lige blevet 60 år og vil gerne begynde at drosle lidt ned. Jeg har også fået et nyt knæ. Det betyder, at jeg ikke kan holde til at arbejde i marken længere. Det har også været medvirkende til, at jeg tænker, jeg godt kan holde nu,« fortæller Paul Christensen.

100 procent klar

Holde gør han nu ikke helt. Paul Christensen fortsætter således i VVSMester som funktionæransat et stykke tid endnu, mens Anders Buhl Christensen overtager den daglige styring af virksomheden, der lige nu har 10 ansatte.

Han er selv uddannet blikkenslager i sin fars firma, og har senere taget uddannelsen som gas- og vandmester med henblik på netop at drive sin egen virksomhed en dag.

»Jeg har altid gerne villet være selvstændig, og det er den mulighed, jeg har fået gennem samarbejdet med Paul. Hverdagen bliver jo ikke så meget anderledes fremover, end vi har været vant til, men jeg glæder mig alligevel til det og føler mig 100 procent klar,« konstaterer Anders Buhl Christensen.

Firma med vokseværk

Det er da også en spændende fremtid, virksomheden ser ind i. De seneste to år under corona-pandemien har VVSMester haft rygende ravlt. I samme periode har virksomheden også opkøbt en anden lokal VVS-virksomhed, hvor de ansatte fulgte med.

Desuden flyttede VVSMester sidste år fra midten af Allingåbro til større lokaler i Industriparken 18. Dermed voksede virksomhedens lokaler også fra 400 kvadratmeter til cirka 1000 kvadratmeter.

Det er således et firma med mulighed for vokseværk, som Anders Buhl Christensen nu viderefører.

»Vi kunne sagtens være flere ansatte, end vi er lige nu, men det har aldrig været meningen, at det skulle være et kæmpestort firma. Vi er også godt klar over, at vi er privilegerede lige nu, hvor tingene går godt,« bemærker Anders Buhl Christensen og Paul Christensen tilføjer:

»Vi ligger godt i et område, hvor der ikke er så mange konkurrenter, men jeg synes også, at det viser, at man på trods af krisetider godt kan gøre noget for at udvikle,« siger Paul Christensen.

Nu er der fest

Apropos krisetider; VVSMester ved at være helt klar til at vinke farvel til de seneste to års usikkerhed under coronaen. Sidste år skulle flytningen til Industriparken egentlig have været markeret med en fest af de større.

Det satte pandemien en stopper for, men så meget desto mere ser de i den lokale VVS- og blikkenslagervirksomhed frem til, at de fredag 25. marts endelig kan markere, at virksomheden er flyttet og generationsskiftet i VVSMester er undervejs.

»Det starter jo med en reception for familie, venner og samarbejdspartnere, og så kommer der musik. Det skulle jo have været sidste år, hvor det ikke kunne lade sig gøre, så alle er velkomne til åbent hus, hvor de kan få lov at se vores nye lokaler, for vi skal altså have fest nu,« fastslår Paul Christensen.