Kendt fra Luksusfælden: Nu vil han være kandidat for Lars Løkkes nye parti
"Luksusfælden"-vært Jan Swyrtz bliver spidskandidat for Moderaterne i Østjylland.
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Jan Swyrtz VAR bekræftet som spidskandidat for Moderaterne. Noget, som Moderaterne efterfølgende har afvist. Tv-værten har taget kontakt til Moderaterne og meldt sig blandt mulige kandidater. Partiet oplyser, at de først melder ud om kandidater den 5. maj.
Tv-vært fra programmet ”Luksusfælden” Jan Swyrtz har meldt sig til at være kandidat for Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne.
Det fortæller han til Se og Hør. Her siger Jan Swyrtz, at han bliver spidskandidat i Østjylland for partiet. Det afviser partiet dog, at der skulle være taget stilling til.
Dermed skal der nu findes kandidater til stemmesedlen.
I sidste uge oplyste Lars Løkke Rasmussen, at han formelt havde bedt Indenrigsministeriet om at komme på stemmesedlen ved næste valg. Moderaterne har for længst fået det nødvendige antal vælgererklæringer.
Moderaterne oplyser, at der er over 200, der har meldt sig som mulige kandidater, blandt dem Jan Swyrtz.
I ”Luksusfælden” får deltagere, der har oparbejdet en gæld, hjælp af værterne til at lægge en plan for afbetaling.
Og erfaringerne fra programmet regner Jan Swyrtz med at kunne bruge på Christiansborg.
»Jeg kommer især til at beskæftige mig med socialpolitik. Jeg har i mange år hjulpet folk med dårlig økonomi, og jeg vil gerne gøre det nemmere for disse mennesker at komme på ret køl igen,« siger han til Se og Hør.
»For eksempel ved at ændre inddrivelsesreglerne, så man ikke pålægges en stime af gebyrer, hvis man ønsker at afvikle sin gæld.«
Den 57-årige tv-vært fortæller, at han i sine 20’ere tidligere har flirtet med SF i Aarhus.
Der skal senest være valg til Folketinget i juni næste år.
Skulle Jan Swyrtz blive valgt, vil han ikke være den første med en fortid i programmet ”Luksusfælden” i Folketinget.
Mette Reissmann, en anden tidligere vært fra programmet, var fra 2011 til 2019 folketingsmedlem for Socialdemokratiet. I 2021 blev hun i stedet valgt til Københavns Borgerrepræsentation.