Fortsæt til indhold

HMF flytter fra Højbjerg til Stilling

Kendt virksomhed bygger nyt i Stilling og samler hovedsædet i Højbjerg og datterselskab i Galten under et tag.

Samfund
ear

HMF planlægger at sige farvel til Højbjerg i 2024 efter næsten 80 års virke i området. Siden 1959 har de nuværende bygninger på Oddervej 200 huset kranproducenten. Men bygningerne kan ikke længere følge med firmaets behov for produktions- og kontorplads.

Det er vigtigt for mig, at flytningen kommer til at påvirke vores 600 ansatte mindst muligt. Det synes jeg, vi imødekommer på bedste vis med denne grund der ligger centralt, hvad end man har tilhørsforhold til Aarhus, Skanderborg, Højbjerg eller Galten.
Jens Seehusen, CEO, HMF
Den største kran som HMF laver i dag har et løftemoment på 95 tonmeter. Pressefoto

En fremtidssikring

»Efter 63 år på samme lokation er vi nået til et punkt, hvor vores faciliteter ikke længere understøtter vores ambitioner som virksomhed. Vi vil gerne vækste, være moderne, og tilbyde et fantastisk arbejdsmiljø for vores medarbejdere. Med et nyt hovedkvarter kan vi fremtidssikre HMF,« fortæller CEO Jens Seehusen Christensen i en pressemeddelelse.

Beslutningen sker i kølvandet på, at en produktionsbygning i Galten brændte i oktober. Dermed stod virksomheden overfor både at skulle bygge ny produktion i Galten samtidig med, at hovedkvarteret i Højbjerg i forvejen skulle renoveres og udbygges. Deraf opstod planerne om et splinternyt domicil, der samler datterselskabet HMF Danmarks opbygnings- og serviceværksted samt produktion og administration for begge lokationer.

Ved motorvejen

HMF planlægger at bygge det nye hovedkvarter i nærheden af Aarhus, nærmere bestemt i industriområdet ved motorvej E45 i Stilling. Her ligger en grund med nem adgang fra motorvej.

»Det er vigtigt for mig, at flytningen kommer til at påvirke vores 600 ansatte mindst muligt. Det synes jeg, vi imødekommer på bedste vis med denne grund der ligger centralt, hvad end man har tilhørsforhold til Aarhus, Skanderborg, Højbjerg eller Galten,« siger Jens Seehusen.

Selvom den sidste underskrift på grunden ikke er sat, arbejder HMF allerede på højtryk med designet af den nye produktion og administration.

Samarbejdet omkring projektet er gået stærkt. Fra vi fik den første henvendelse, gik der to dage, før vi sad overfor hinanden og vendte mulige placeringer af det nye byggeri.
Frands Fischer, borgmester, Skanderborg Kommune

Planen er at bygge 50.000 kvadratmeter moderniseret produktion og 5.000 kvadratmeter administrationsbygning, som er en væsentlig udvidelse af det eksisterende areal. Den betyder, at virksomheden fra 2024 kan producere op til 3 gange så mange kraner, end det er tilfældet i dag.

Der bliver brug for en udvidet kapacitet. 2021 var et rekordår for HMF med en omsætning på lige over 1 milliard kroner. Samtidig har virksomheden gode forventninger til en fortsat positiv udvikling af markedet.

Tak for hjælp

Firmaet hed oprindeligt Højbjerg Maskinfabrik. HMF været i Højbjerg, på 3 forskellige lokationer på Oddervej, siden 1945.

Det var da også virksomhedens ambition at finde en ny grund i nærheden af Aarhus, og hertil har de fået hjælp udefra. Direktøren understreger, at investeringerne i fremtiden ikke havde været mulig uden stor hjælp og rådgivning fra både Aarhus Kommune og Skanderborg Kommune.

»En stor tak skal lyde til både Aarhus og Skanderborg Kommuner for deres forståelse for vores situation, og deres hjælp og sparring gennem hele processen. Det er med til at sikre, at vi kan fastholde vigtige arbejdspladser og investeringer i det østjyske,« siger Jens Seehusen.

Borgmester i Skanderborg, Frands Fischer, fremhæver, at han er stolt over at kunne byde en hæderkronet virksomhed som HMF velkommen til Skanderborg Kommune.

»Samarbejdet omkring projektet er gået stærkt. Fra vi fik den første henvendelse, gik der to dage, før vi sad overfor hinanden og vendte mulige placeringer af det nye byggeri. Nu gør vi, hvad vi kan for at få byggeriet i gang hurtigst muligt. Blandt andet mødes vi ekstraordinært i byrådet for at behandle sagen,« siger Frands Fischer.

Jens Seehusen, der har ambitioner om et indflytningsklart domicil i starten af 2024, ser frem til en hverdag i det nye hovedkvarter.