Nye lejeboliger i Tebstrup på vej
Byrådet i Skanderborg har godkendt, at Skanderborg Andelsboligforening køber jord i Tebstrup til nye lejeboliger.
Ejer Bjerges lokalråd har helt fra etableringen haft det som en høj prioritet at skaffe et større og mere varieret udbud af boliger i området og dermed opnå den vækst i indbyggertal, som kan styrke Landsbyordningen, foreningerne og Dagli’ Brugsen.
Samarbejdet mellem Ejer Bjerge og Skanderborg Andelsboligforening viser med al tydelighed, at når man har en god sag og man samler kræfterne, så er kommunen også lydhør. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde flere almene boliger i Tebstrup ud over de 15 boliger, vi allerede har i dag.Erling Weber Jensen, direktør, Skanderborg Andelsboligforening
Gennem et samarbejde med Skanderborg Andelsboligforening er de nået et godt skridt videre. Skanderborg Byråd har godkendt, at Skanderborg Andelsboligforening kan købe et stykke jord i Tebstrup med henblik på opførelse af cirka 20 lejeboliger.
»Samarbejdet mellem Ejer Bjerge og Skanderborg Andelsboligforening viser med al tydelighed, at når man har en god sag og man samler kræfterne, så er kommunen også lydhør. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde flere almene boliger i Tebstrup ud over de 15 boliger, vi allerede har i dag,« siger Direktøren for Skanderborg Andelsboligforening, Erling Weber Jensen.
Uvis byggestart
Det er endnu uvist, hvornår byggeriet kan gå i gang. Starten afhænger af en prioritering, fordi kommunen skal yde et grundtilskud til byggeri af almennyttige boliger, og den finansiering skal indgå i en rækkefølgeplan.
Formanden for Ejer Bjerges lokalråd, Morten Rose Vilholm siger: »Det er et meget væsentligt skridt, der hermed er taget. Det betyder, at det indenfor en overskuelig årrække vil være muligt at indfri et stort ønske om at kunne tilbyde flere lejeboliger i Tebstrup til for eksempel ældre, enlige og børnefamilier, der gerne vil blive i området samt til tilflyttere, der vil opleve glæden ved at bo i et mindre samfund uden at skulle binde sig hårdt økonomisk.«
Grunden, som Skanderborg Andelsboligforening har købt, ligger på den sydvendte skråning ovenfor Tebstrup Parkvej og vest for stien, der løber langs området Højtoftevej.