Fortsæt til indhold

Butikskæde satser stort på Skanderborg

Thansen udvider med større butik og nyt forretningsområde.

Samfund

Butikskæden Thansen har de helt store armbevægelser i sving i Skanderborg, hvor kæden netop har flyttet og totalrenoveret sin butik. Samtidig bebuder kæden, at butikken er klargjort til et helt nyt forretningsområde, som indføres i løbet af de kommende måneder.

Det hele er blevet totalrenoveret, og der er kommet yderligere 400 kvadratmeter butiksareal til, således at butikken nu er på 1000 kvadratmeter plus varegård.
Distriktschef for Thansen Østjylland, Kim Hauerberg, og butikschef i Skanderborg, Emil Petersen.

Butikkens nye adresse er Ladegårdsbakken 16B. Det er ikke langt fra det tidligere butikslokale. I virkeligheden er man blot flyttet fra kælder og op til førstesal dér, hvor byggemarkedet Jem og fix tidligere holdt til.

Meget mere plads

»Det hele er blevet totalrenoveret, og der er kommet yderligere 400 kvadratmeter butiksareal til, således at butikken nu er på 1000 kvadratmeter plus varegård,« forklarer distriktschef for Thansen Østjylland, Kim Hauerberg, og butikschef i Skanderborg, Emil Petersen.

Kunderne vil således møde mange flere varer i den nye butik, hvor der er cirka 1000 varenumre mere og 5000 flere varenumre på lager i forhold til den gamle butik.

Det betyder markant højere levering, og at kunderne kan bestille varer til afhentning i butikken fra dag til dag.

»Der er sket en markant udvidelse af lageret, således at vi kan have flere varer på lager. Og inde i butikken har vi nu fået plads til at indføre alle vores nye koncepter,« lyder det.

Klar til at inspirere

Thansen er kendt for at have et meget bredt sortiment, som spænder fra autodele, cykler, værktøj, camping og marine med mere.

Thansen forhandler således også bildæk, og som noget nyt er der i Skanderborg blevet plads til et værksted med komplet dækcenter med lift og alt til faget hørende, så kunderne også kan få sat dæk på bilen.

Butikschef Emil Petersen glæder sig over, at der nu er blevet meget mere plads til varer og kunder, som kan gå rundt og blive inspireret i butikken . Den gamle butik indbød på grund af størrelsen mere til kortere besøg.

På vej med nyt

Regionschef Kim Hauerberg oplyser samtidig, at man har forberedt sig til et nyt forretningsområde.

»Lageret er klargjort til AD Danmark, som er en business til business leverandør af varer og primært reservedele til professionelle værksteder. Det forventes at komme i gang i løbet af tre til seks måneder,« forklarer han.

Salg til professionelle begyndte i 2016, da Thansens ejer, T. Hansen Gruppen A/S, blev optaget som medlem af den internationale kæde af reservedelsforhandlere til bil- og autobranchen - ADI International. I den forbindelse etableredes autodivisionen AD Danmark.

Det skal fungere på den måde, at AD Danmark vil få nogle medarbejdere i Skanderborg på lageret, som også vil ekspedere reservedele til professionelle kunder.

Den nye butik havde åbningsdag fredag 11. marts med pølser og fadøl til alle, og åbningsfesten fortsatte hen over weekenden.