Fortsæt til indhold

Ikonisk film-bil kommer til Allingåbro

Der er fuld pedal på nostalgien, når Il Tempo Gigante kommer brølende til Allingåbro Motor Festival.

Samfund

For de som var børn i 70’erne og 80’erne bliver det ikke meget større. Den ikoniske racerbil ’Il Tempo Gigante’ kommer til Allingåbro i forbindelse med Allingåbro Motor Festival 21. maj, hvor festivalen har fået mulighed for at udstille bilen, der er kendt fra den norske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix. Dagen forinden viser Ørsted Biograf den legendariske film.

Stor klassiker

Filmen Bjergkøbing Grand Prixi er fra 1975, hvor biograferne var fyldt med folk, der ville se cykelsmeden Theodor Fælgen, som i samarbejde med fuglen Sofus og pindsvinet Ludwig, bygger en racerbil og deltager i det lokale Grand Prix og kæmper mod den rige oliesheik.

Bjergkøbing Grand Prix er en film i særklasse og lige så underholdende for børn som for voksne. Filmens overlegne kvalitet og - for sin tid - meget avancerede teknologi, har imponeret og fortryllet publikum og filmkritikere verden over i over 40 år.

Nogle fædre vil måske endda trille en lille tåre af begejstring over bilen, som de sikkert husker fra deres barndom.
Allingåbro Motor Festival

Derfor er det heller ikke overraskende, at der blev bygget en fuld skala model af bilen af Caprino Film Studier i Norge.

En opgave, der tog omkring tolv måneder og blev udført med transportministeriets nøje kontrol for at sikre, at den færdige bil opfyldte alle norske sikkerhedsforskrifter for køretøjer.

Det tog et år at bygge live-versionen af Il Tempo Gigante. Pressefoto

Den er indregistreret i Norge som veteranbil og vejer omkring 3,5 tons, er 6,5 meter lang, 2,5 meter bred og accelererer fra 0 til 100 km i timen på kun 6 sekunder. Bilen har en topfart på 180 kilometer i timen. Det skriver Allingåbro Motor Festival i en pressemeddelelse.

Nostalgi for alle pengene

Bilen er således noget helt særligt og en klassiker for rigtig mange mennesker.

»Vi er sikre på, at Il Tempo Gigante vil bidrage til, at både voksne og børn får en rigtig god og unik oplevelse på Allingåbro Motorfestival. En oplevelse, som de formentlig aldrig vil have mulighed for at få igen. Nogle fædre vil måske endda trille en lille tåre af begejstring over bilen, som de sikkert husker fra deres barndom. Vi anbefaler derfor alle, unge som gamle, drenge som piger, at besøge dette års udgave af Allingåbro Motorfestival 21. maj 2022 og se den unikke og fantastiske bil live i Allingåbro,« lyder det fra Allingåbro Motor Festival.

Bjergkøbing Grand Prix i Ørsted

Fredag 20. maj klokken 19.00 vil Ørsted Biograf vise filmen, så de der ikke har set den tidligere, får mulighed for at se den, og de der har set den i barndommen, kan få sig et nostalgisk gensyn med Sofus og Ludwig.

»Tag børnene med i biografen den aften, og tag dem med igen dagen efter på Allingåbro Motorfestival. En oplevelse begge dage for hele familien,« lyder det fra Allingåbro Motor Festival.

Man skal dog være hurtigt ude, da der kun er plads til 100 personer i Ørsted Biograf.

Hvis vejret er godt fredag aften 20. maj, vil Theodor Fælgen, Sofus og Ludwig køre forbi biografen i Ørsted, så man kan høre brølet fra Il Tempo Gigante, inden filmen vise i biografen.