Mikkel Hansen ramt af blodprop
Den danske stjernespiller Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop i lungerne efter komplikationer i forbindelse med en operation i sidste uge. Den 34-årige bagspiller har dermed spillet sin sidste kamp for den franske storklub Paris-Saint Germain.
Tirsdag meddelte den parisiske storklub Paris-Saint Germain i en pressemeddelelse, at den danske håndboldspiller Mikkel Hansen var blevet ramt af en blodprop i lungerne efter komplikationer fra en operation i knæet mandag i sidste uge.
Den franske håndboldklub melder dog også, at den danske landsholdsspiller er uden for livsfare.
I pressemeddelelsen fremgår det, at det som udgangspunkt var planlagt, at Mikkel Hansen skulle sidde ude i fire til seks uger efter operationen.
Men med de alvorlige komplikationer in mente skal den 34-årige dansker nu ifølge Paris-Saint Germain behandles med blodfortyndende medicin i op til fire til seks måneder.
Mikkel Hansen har derfor også spillet sin sidste kamp for den franske mesterklub, da han fra august skifter de franske omgivelser ud med en tilværelse i Aalborg Håndbold.
Direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, har været i kontakt med Mikkel Hansen, efter det kom frem, at den eminente danske håndboldspiller var blevet ramt af en blodprop i lungerne.
»Jeg har talt med Mikkel Hansen, og han har det heldigvis godt oven på den store forskrækkelse, det var,« siger Jan Larsen til TV 2 Sport.
Det sportslige perspektiv blev dog ikke drøftet mellem de to parter.
»Vi har overhovedet ikke talt om det sportslige. Det her har ikke ændret noget. Mikkel tiltræder Aalborg Håndbold, og så skal vi være med i den genoptræning i forhold til det. Det er det allervigtigste lige nu. Og så tager vi det helt stille roligt omkring det. Han er i gode hænder dér, hvor han er, så det er sådan, det er« tilføjer direktøren.
Mikkel Hansen har spillet i Paris-Saint Germain siden 2012.