Fortsæt til indhold

Hundeskov i Hinnerup: Nu kan du slippe hunden løs

Ny hundeskov på fire hektar i tilknytning til den nye hjertesti i Hinnerup.

Samfund

Naturstyrelsen er færdig med etableringen af den nye hundeskov i Hinnerup, som Lokalavisen Favrskov omtalte første gang for et år siden.

Den nye hundeskov er på cirka fire hektar og placeret i den sydvestlige del af Himmerigskovene ved Engelbjerggaard og Rønbækvej. Den er omkranset af et hegn, så hundene kan løbe frit, og inde i hundeskoven er der et mindre indhegnet område, der kan bruges til for eksempel mindre hunde eller hvalpe.

»Der bliver flere og flere hundeejere, og derfor vil hundeskoven ved Himmerigskov være til glæde og gavn for mange af vores skovgæster. I hundeskoven kan alle lufte og lege med deres hunde og lade dem løbe frit uden snor. Der er faktisk kun den ene regel, at du skal kunne kalde din hund til dig, så det bliver et rart sted at være for alle,« siger Peter Brostrøm, skovrider hos Naturstyrelsen Kronjylland, i en pressemeddelelse.

Som omtalt i Lokalavisen for et par uger siden er der også etableret en ny hjertesti på cirka 4,5 kilometer i skoven øst for Hinnerup i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Hjerteforeningen og Favrskov Kommune.

På hele ruten er der placeret pæle som disse, som guider dig rundt på Hjertestien. Foto Josefine Kaketani Drud

»I kommunen er vi rigtig glade for det gode samarbejde, der har gjort det muligt at skabe både en hundeskov og en hjertesti. Det er vigtigt, at vi sikrer, at der er bynære, rekreative områder, hvor borgere både kan motionere og lufte deres hunde,« siger borgmester Lars Storgaard.

Hundeskoven er etableret i samarbejde med en gruppe frivillige fra lokalområdet.

Indvielsen af både hundeskoven og hjertestien finder sted lørdag 26. marts klokken 10. Mødestedet er Naturstyrelsens parkeringsplads på Rønbækvej.

Her vil der være taler fra både Favrskov Kommune, Hjerteforeningen og Naturstyrelsen. Herefter vil der blive klippet snore til indvielsen af hjertestien og gået en tur på ruten. Undervejs klippes snoren til hundeskoven. Arrangementet afsluttes med en sandwich og vand til de fremmødte. Alle er velkommen.