Fortsæt til indhold

Ældre kvinde bedraget for flere tusinde kroner: Afleverede sit kreditkort til fremmed, der dukkede op

En ældre kvinde fra Hørsholm i Nordsjælland anmeldte mandag et bedrageri, hvor en fremmed, der udgav sig for at være fra Danske Bank, mødte op på adressen og hentede kvindens kreditkort.

Samfund
sbl

En ældre kvinde fik sig en ubehagelig overraskelse mandag aften, da en person, som havde udgivet sig for at være fra Danske Bank, lænsede hendes kreditkort-konto for 23.000 kroner.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Den ældre kvinde blev ifølge politiet omkring klokken 16 mandag eftermiddag kontaktet af en mand, der fortalte, at han ringede fra Danske Bank.

Manden i telefonen spurgte den ældre kvinde, om hun med vilje netop havde overført et større beløb til en person, der for kvinden var ukendt. Hun svarede, at det kendte hun ikke noget til, og derfor sagde manden i telefonen, at han ville sende et bud ud efter kreditkortet, så den påståede overførsel kunne standses.

Klokken 17.30 dukkede en person op på kvindens adresse, hvor han fik udleveret kvindens kreditkort samt koden hertil, hvorefter der senere på aftenen blev hævet i alt 23.000 kroner fra kvindens konto, inden kreditkortet blev spærret.

Personen, der hentede kreditkortet, beskrives som: Mand, ikke etnisk dansk af udseende, 20-30 år gammel, almindelig af bygning, med sort hår, talte dansk, iført mundbind.