Fortsæt til indhold

Enhedslisten vil gøre byrådet kødfri: »Bliver det gennemført, bestiller vi en pizza«

Enhedslistens Peter Kjær vil have fjernet kød fra menuen, når der serveres mad til byrådets møder. Det forslag er blå byrådskollega ikke særlig positiv over for.

Samfund
sbl

Når byrådet i Skanderborg Kommune mødes onsdag aften, er det ikke kun budgetter og lokalplaner, der skal debatteres. Også byrådsmedlemmernes kostvaner er oppe at vende.

dagsordenen for dagens byrådsmøde har Enhedslistens Peter Kjær fremsendt et forslag, hvor han opfordrer til, at kødet droppes i den forplejning, som byrådsmedlemmer får i forbindelse med møder.

»I erkendelse af, at der meget vel kan opstå endnu en akut fødevarekrise i verden, hvis den krig, Rusland har indledt mod Ukraine, varer ved, vil Byrådet, som et uhyre beskedent og derfor kun symbolsk bidrag, fremover, når Byrådet og Byrådets udvalg bespises, bestille menuer uden kød,« foreslår politikeren.

Peter Kjær fra Enhedslisten (t.v.) og byrådskollega Morten Møller fra Venstre er ikke enige om, hvorvidt kødet skal droppes i byrådets måltider. Nu skal det op og vende i byrådssalen senere i dag. Foto: Per Bille. Billedbehandling: Søren Ladefoged.

Venstre er imod

Det forslag kan Peter Kjær dog godt skyde en hvid pind efter, konstaterer byrådskollega Morten Møller fra Venstre.

Han frygter, at forslaget kun er det første af mange, hvis det vedtages. Til TV 2 Østjylland forklarer han, at Peter Kjær ikke skal blande sig i, hvad byrådsmedlemmer får at spise.

»Får han gennemført det, og det tror jeg ikke på, at han gør, bliver det næste, at han vil have kødfrit i daginstitutioner og så videre,« siger han til TV2 Østjylland og fortsætter:

»Bliver forslaget gennemført, er vi en hel flok, der i stedet bestiller pizzaer efter mødet.«

Morten Møller understreger, at det egentlig ikke handler om, hvad byrådet får at spise og kalder det en »luksus«, at der overhovedet er forplejning.