Fyret: »Inger Støjberg har et politisk projekt nu«
Tidligere Venstre-profil er ikke længere ansat som klummeskribent på Ekstra Bladet.
Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er fortid som klummeskribent på Ekstra Bladet efter få måneder.
Det skiver mediet selv.
»Når Inger Støjberg ikke skal skrive for Ekstra Bladet, er det, fordi hun har et politisk projekt nu. Vi har ikke politikere ansat, som har et projekt, de skal bære over en målstreg,« siger Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix.
Han begrunder fyringen med, at hun snart drager på en turné med Kristian Thulesen Dahl, hvor hun vil kæmpe for et nej til den kommende folkeafstemningen om afskaffelsen af Danmarks forsvarsforbehold til EU.
I december blev Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel i sagen om tvangsadskillelse af mindreårige asylpar. Et straf, som hun i øjeblikket afsoner med en fodlænke.
Hovedpersonen, der har skrevet for Ekstra Bladet siden januar, er dog ikke bitter:
»Det er enhver chefredaktørs ret at træffe den beslutning. Det er helt i orden, at han har det sådan. Alle mine klummer har været meget holdningsprægede, men sådan er det, og det er helt fint med mig,« siger Støjberg til eb.dk.