Fortsæt til indhold

»Kræver en god forklaring«: Protestbannere blev pillet ned inden Mette Frederiksen kom på besøg

Statsminister Mette Frederiksen skulle torsdag besøge Campus Bornholm. Inden hun ankom hængte elever og ungdomspolitikere protestbannere op, men de blev fjernet inden statsministerens ankomst.

Samfund
sbl

Under et besøg på Bornholm skulle statsminister Mette Frederiksen torsdag besøge uddannelsesinstitutionen Campus Bornholm i Rønne. Forud for Mette Frederiksens besøg havde unge hængt protestbannere op på institutionens gange.

»Flygtninge = flygtninge uanset hudfarve« og »Imod en hjerteløs flygtningepolitik« var blandt budskaberne på de ophængte protestbannere, som elever på skolen og unge medlemmer af de ungdomspolitiske organisationer Revolutionære Socialister og Rød-Grøn Ungdom stod bag.

Men inden statsministeren nåede at ankomme til uddannelsesstedet, havde skolens ledelse pillet protesterne ned igen og konfiskerede bannerne.

Det skriver Revolutionære Socialister i et opslag på Facebook.

»Vores demokratiske markering blev spoleret«

Over for Jyllands-Posten bekræfter Frida Kristensen, der er medlem af Rød-Grøn Ungdom, hændelsen og deler sin frustration over, at protesten blev lukket ned fra skolens side.

»Vi er ret ærgerlige over, at de blev pillet ned. Det var lidt vildt, at vores demokratiske markering blev spoleret, og at vores bannere blev fjernet, fordi vi synes, at vi har ret til at udtrykke vores holdning,« siger hun til avisen.

Til Jyllands-Posten bekræfter direktør for Campus Bornholm, Inge Prip, at hun tog beslutningen om at fjerne de unges protestbannere. Ifølge direktøren skete det, fordi aktionen var udført af folk, der slet ikke havde tilknytning til skolen, og fordi det var i strid med skolens ordensreglement, der siger, at der skal spørges om lov til at hænge ting op på skolen uden for opslagstavlerne.

»Jeg nåede simpelthen ikke at læse, hvad der stod, men jeg kan se, at det handler om regeringens udenrigspolitik og flygtninge- og indvandrerpolitik. Det har provokeret nogle. Men det var selve situationen omkring, at der pludselig var en aktion med deltagelse af folk, som slet ikke har et ærinde her på skolen. Det gjorde, at vi valgte slet ikke at tage stilling til, hvad der stod på bannerne, men sige, at de skal ikke hænge der,« forklarer Inge Prip til Jyllands-Posten.

Professor: Det kræver en god forklaring

Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, siger til TV 2 Bornholm, at han mener, at skolen har et forklaringsproblem. Han anerkender Campus Bornholms ordensregler om, men finder det mærkeligt, at en offentlig myndighed ikke vægter hensynet til ytringsfriheden højere.

»Det virker mærkeligt, at man synes, at ytringsfriheden skal prioriteres så lavt i forhold til god ro og orden,« siger han til mediet.

Han mener, at skolen skylder en god forklaring på, hvorfor bannerne skulle pilles ned.

»Jeg kan ikke sige, om det er ulovligt, men jeg synes i hvert fald, at det kræver en god forklaring,« siger Sten Bønsing til TV 2 Bornholm.