Fortsæt til indhold

Hørning-virksomhed nomineret til klimapris

BetaPack A/S er blandt de nominerede, når Byggeriets Klimapriser 2022 uddeles i maj.

Samfund

Når Byggeriets Klimapriser 2022 uddeles 3. maj i København, er det med den Hørning-baserede virksomhed BetaPack A/S blandt de nominerede.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

BetaPack er nomineret til Energiprisen for i samarbejde med HusCompagniet at udskifte PE-dampspærre til armeret dampspærre i alle huse. Løsningen har en gennemsnitlig materialereduktion i forhold til tidligere løsning på 49,4 kg plastik per hus. Løsningen sikrer derudover en forbedring af lufttætheden på 8 procent og en generel forbedring af energirammen.

Ambitionerne hos leverandører som BetaPack imponerer
Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre

»Nomineringskomiteen, der består af fagfolk fra hele byggebranchen, har udpeget 26 produkter og strategier, som med deres innovative løsninger er med i opløbet til at modtage Byggeriets Klimapriser 2022. Ambitionerne hos leverandører som BetaPack imponerer,« lyder det i pressemeddelelsen fra Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre, der står bag Byggeriets Klimapriser.

Om konkurrencen

Byggeriets Klimapriser består af fire forskellige priser: Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris. Priserne blev sidste gang uddelt i 2020.

De i alt 26 nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris tæller en række spændende og innovative produkter og løsninger.

Produkter og løsninger, der vurderes og nomineres af et stærkt felt fra branchen. Nomineringskomitéen består af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter.

Fire forskellige priser

Byggeriets Klimapris I kategorien er otte virksomheder nominerede for deres indsats. Her finder man bl.a. investeringer, der væsentligt reducerer CO2-udledningen fra transport og produktion, flisekæber med CO2-reduceret cement samt lim lavet af genanvendt materiale.

De nominerede er: Daloc Danmark A/S, Superwood A/S, Alfix A/S, Egernsund Wienerberger A/S, Saint-Gobain Danmark A/S, Soudal A/S, Troldtekt A/S og Aalborg Portland A/S.

Byggeriets Energipris I kategorien er fire virksomheder nominerede for deres indsats. Her finder man et digital låsesystem uden CO2-aftryk fra batterier eller strøm, en energibesparende ledhejseport, skift fra PE til armeret dampspærre i husbyggeri samt et specialprodukt til rørisolering.

De nominerede er: ASSA ABLOY Opening Solutions Denmark, Hörmann Danmark A/S, BetaPack A/S og Kingspan Insulation A/S.

Byggeriets Miljøpris I kategorien er ni produkter og løsninger nominerede. Her finder man bl.a. arbejdstøj lavet af fibre, der er udvundet af bl.a. plastikflasker, injektionsmørtel uden peroxider, ftalatfri akrylfugemasse og en strategisk satsning på at være specialist i radonsikring.

De nominerede er: ENGEL Workwear, Fischer a/s, Frøslev Træ A/S, Jackon Danmark A/S, Svalk Handel ApS, Wedi Gmbh, Dana Lim A/S og Alfix A/S.

Byggeriets Arbejdsmiljøpris

I kategorien er fem virksomheder nominerede. Her finder man bl.a. betontagsten, der er hele 25 pct lettere end de klassiske, knæbeskyttere der mindsker arbejdsskader ved at flytte vægten til skinnebenene, en dør- og vinduesløfter der afhjælper tunge løft ved isætning, samt betonplader hvor vægten er reduceret med 50 kg pr kubikmeter.

De nominerede er: BMI Group Danmark, iTOOLS I/S, MC-Bauchemie Danmark ApS, TimTool samt Xella Danmark A/S.